Læserbrev
Af Jeanette Hassel, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti
Som erhvervsaktiv i Frederikssund har jeg gennem mange år oplevet, hvor afgørende et stærkt lokalt erhvervsliv er for en sund kommune. Virksomheder skaber ikke bare arbejdspladser – de skaber liv, udvikling og fællesskab. Men det sker ikke af sig selv.
Derfor har det stor betydning, at vi har en aktør som Frederikssund Erhverv, som tager ansvar og arbejder målrettet for at styrke erhvervslivet. Jeg har selv haft glæde af deres netværk, sparring og arrangementer – både som deltager og som en, der har bidraget. Jeg har mærket, hvordan de skaber relationer, bygger broer og sætter initiativer i gang, som gør en reel forskel i hverdagen.
Frederikssund Erhverv hjælper både små og store virksomheder med alt fra grøn omstilling og rekruttering til bymidteudvikling og iværksætteri. De samler aktører på tværs og skaber fælles løsninger på komplekse udfordringer.
Hvis ikke Frederikssund Erhverv påtog sig den rolle, ville mange af opgaverne lande direkte hos kommunen. Det ville gøre samarbejdet mellem virksomheder og det offentlige tungere, mere fragmenteret – og ofte mindre effektivt. Det er derfor ikke bare en service, men en nødvendighed, at vi har en uafhængig, lokal erhvervsorganisation, der kender virkeligheden.
Som konservativ vil jeg arbejde for at styrke de rammer, der giver erhvervslivet luft og muligheder. Vi skal lade lokale kræfter løfte lokale opgaver – og understøtte dem, der skaber værdi hver dag.
Når erhvervslivet trives, trives hele kommunen. Derfor skal vi passe på det – og investere i det.