Læserbrev
Af Kim Jørgensen, Frederikssund
Når man læser i avisen, at byggesagerne i Frederikssund Kommune “sander til”, får man indtrykket af, at det skyldes travlhed, personalemangel og utilstrækkelige ressourcer. Det er en behagelig forklaring, men den er ikke sand. For som borger midt i en byggesag, der aldrig burde have været en byggesag, har jeg oplevet noget andet indefra: Systemet sander ikke til, fordi det mangler hænder. Det sander til, fordi det mangler dømmekraft.
Dette er beretningen om et skur på under 10 m², som udviklede sig til halvandet års sagsforløb, påbud, polititrusler, gebyrer, tekniske krav på niveau med et helårshus og en kommune, der krævede skuret fjernet, selv mens sagen var anket til Nævnenes Hus og dermed ikke var færdigbehandlet. Et system, der valgte magt over dialog, og princip over fornuft.
Naboens udsigt – ikke byggelov – udløste konflikten
Sagen begyndte i januar 2024, da en nabo klagede til kommunen. Ikke fordi skuret var farligt, for tæt på skel eller ulovligt opført. Klagen handlede om noget helt andet: At de følte, skuret ødelagde deres udsigt mod fjorden gennem vores have. Skuret stod på vores egen grund, mere end 2,5 meter fra skel, og var et sortmalet træskur uden fundament, vand eller strøm, et skur som hundredvis af andre i kommunen.
Det var ikke første klage. Tidligere havde samme nabo beklaget sig over, at vores børns trampolin stod “for tæt” på deres skel. De havde kritiseret, at børnenes legetøj “rodede” i haven. At vores helt almindelige familieliv forstyrrede deres udsigt. At vores hverdag stod i vejen for deres panorama.
Det var på ingen måde en sag om byggelov, sikkerhed eller gener for omgivelserne. Det var en sag om æstetik og udsyn og om en kommune, der først vågner, når én enkelt nabo klager.
Kommunen starter byggesag – uden dialog, uden proportionalitet
Kommunen kunne have gjort det en ansvarlig myndighed burde: Kommet forbi, set skuret, vurderet om det overhovedet var en sag. Ét besøg, et par fotos, en afgørelse, færdig.
I stedet valgte byggesagsafdelingen det tungeste våben i skuffen: En fuld byggesag.
Der kom partshøring. Formelle breve. Trusler om sanktioner. Ingen telefon, ingen dialog, ingen vejledning.
Vi svarede sagligt. Vi tilbød ovenikøbet at ændre den buede tagform til et fladt tag, så det fulgte lokalplanens bestemmelser. Men det handlede ikke længere om løsninger. Kommunen havde besluttet sig for at gøre skuret til et princip.
Fra haveskur til husbyggeri – kravene eskalerer
Kort efter begyndte kravene at komme, som var vi ved at opføre en ny villa:
Situationsplan målt af landinspektør
Facadetegninger, plantegninger, snittegninger
Materialebeskrivelse, højdeangivelser, konstruktionsdetaljer
Nabohøring af hele området, 50 husstande
Hvem har tidligere oplevet, at et haveskur udløser krav om fuld landinspektøropmåling? Ikke én anden sag i området har været underlagt det. Det ved jeg, for jeg har fået aktindsigt i dem.
Som ekstra lag ovenpå: Et byggesagsgebyr på over 1.200 kroner selvom sagen ikke var en ansøgning, men et resultat af en naboklage.
Påbud og polititrussel – mens sagen var anket
I juni 2025 udsteder kommunen et officielt påbud: Fjern skuret, eller søg lovliggørelse, ellers politianmeldelse.
På det tidspunkt var sagen allerede sendt til Nævnenes Hus. Staten havde altså vurderet, at sagen var principiel nok til at behandle. Den juridiske proces var i gang.
Alligevel fortsatte kommunen, som om klagen ikke eksisterede.
Vi stod tilbage med et absurd valg:
Vente på afgørelsen og risikere politianmeldelse, eller fjerne skuret, ikke fordi vi havde tabt sagen, men fordi vi var bange for kommunen.
Af frygt for repressalier fjernede vi skuret.
Kort efter dukkede kommunen fysisk op for at kontrollere, at vi havde adlydt. De brugte tid, skattekroner og medarbejdere på at bekræfte, at et 10-m² skur nu var væk selvom klagesagen stadig behandles, og endnu ikke er juridisk afgjort.
Et system, der ikke kender proportionalitet
Denne sag kunne have været afsluttet på 30 minutter. I stedet har systemet brugt:
Over 18 måneder
To fysiske tilsyn
Over syv skriftlige partshøringer og påbud
Krav som ved et helårshus
Gebyr, selvom sagen ikke var frivillig
Politi varslet før klageafgørelse
Alt dette for et skur på størrelse med et redskabsskur fra Bauhaus.
Det er ikke travlhed. Det er fravær af dømmekraft. Ikke mangel på ressourcer, men forkert brug af dem.
Når kommunen bruger mere tid på et skur end på reel byggelov, har vi tabt forbindelsen til virkeligheden.
Forskelsbehandling – samme lokalplan, helt forskellige regler
Der findes sager i samme område, samme lokalplan, hvor borgere har opført carporte, udhuse og tilbygninger, der overskrider lokalplanens regler for taghældning, materialer og placering. Alligevel:
Intet krav om landinspektør
Ingen nabohøring
Ingen påbud
Ingen gebyrer
Ingen trussel om politiet
I en nyere sag blev en carport godkendt, selv om den overskred lokalplanens rammer for både materialer og taghældning. Kommunen valgte at godkende den administrativt – uden videre.
Til gengæld: For vores skur – under 10 m² – stilles krav som til et nybygget parcelhus.
Det er ikke lovgivning. Det er forskelsbehandling.
Kommunen må tage ansvar – ikke ansætte flere
Frederikssund Kommune kan ansætte flere sagsbehandlere, flere jurister, flere tilsynsførende. Intet ændrer sig, før kulturen ændrer sig.
Det her handler ikke om kapacitet. Det handler om holdning.
Hvis man kræver nedrivning før klagesvar. Hvis man reagerer mere på en udsigt end på lovgivning. Hvis børn ikke må have en trampolin i haven, men naboer må diktere, hvordan man lever sit liv så har kommunen glemt, hvorfor den eksisterer.
Kommunen er ikke en domstol for naboopgør. Den skal sikre fornuft, ensartethed og retssikkerhed.
Det handler ikke om et skur – det handler om tillid
Skuret er nu væk. Men sagen er ikke slut. Den ligger stadig hos Nævnenes Hus. Og vigtigere endnu: Trygheden i, at systemet behandler borgere fair, den er også væk.
Det her handler ikke om træ og tagpap. Det handler om princippet:
Skal borgeren frygte kommunen eller samarbejde med den?
Skal et barn kunne have en trampolin eller skal nabosyn afgøre det?
Skal man rive et skur ned selv om sagen ikke er afgjort?
Mit svar er enkelt: Vi har brug for proportionalitet. For sund fornuft. For embedsværk, der tør vurdere ikke bare håndhæve. Og for en kommune, der lytter mere end den truer.
Kære politikere i Frederikssund Kommune,
Valgkamp handler ikke kun om nye cykelstier, budgetter og festtaler. Den handler om tillid. Om mod til at se borgerne i øjnene og sige: Vi har et problem og vi vil løse det.
For hvem tør stille sig frem, åbent og ærligt, og tage fat ved nældens rod?
Når et skur på under 10 m² udløser halvandet års sagsforløb, polititrusler og gebyrer.
Når en nabos udsigt vægtes højere end lovgivning, dialog og sund fornuft.
Når en klagesag ender med kontrolbesøg selv efter skuret er fjernet og sagen stadig behandles i Nævnenes Hus.
Når nogle borgere får dispensation og hurtig sagsbehandling, mens andre mødes med krav som til et helårshus.
Det her handler ikke om travlhed eller manglende ressourcer. Det handler om dømmekraft. Om en kultur, hvor loven bruges som hammer ikke som rettesnor. Hvor principper står over mennesker.
