Engelsk blues-mama på besøg

Engelsk blues-mama på besøg
Samantha Antoinette Smith har sunget backing for artister fra allerøverste hylde, herunder Depeche Mode, Luther Vandross, Maria Carey, George Michael, Simply Red, Tina Turner og Paul McCartney.

SØNDERBY: Så bliver der igen fyret op under kedlerne i Sønderby Kulturhus, når 2026-sæsonen fredag 6. februar kl. 19.30 bliver blæst i gang med et brag af en koncert.

Det er intet mindre end en af Englands fineste gospel-, blues- og soulsangerinder, Samantha Antoinette Smith, som det lille kulturhus i Sønderby kan præsentere her i vintermørket.

Stjernesanger
Hendes talent understreges af den perlerække af verdensstjerner, hun har sunget backing for – artister som Depeche Mode, Jamiroquai, Luther Vandross, Maria Carey, George Michael, Simply Red, Tina Turner, Paul McCartney og Andrew Lloyd Webber for blot at nævne nogle.
At Samantha Antoinette også selv kan stå i front viser denne anmeldelse af musikjournalist Carsten Linde efter hendes koncert ved bluesfestivalen i Vejle i efteråret 2024:
”Dagens positive overraskelse og altoverskyggende koncert blev sidst på eftermiddagen leveret af en fænomenal sangerinde: Samantha Antoinette Smith”, skriver Carsten Linde:

Stemmens lykkepille
”I spidsen for sit danske backing-band, The Chargers, gav en kisteglad, levende, dedikeret og rasende godt syngende Samantha A. Smith en times tour de force i grænselandet mellem soul, gospel, pop og blues. Hendes store, varme, vedkommende, varierede vokal spredte sig som en lykkepille blandt det åbenlyst fascinerede publikum samtidigt med, at hendes karisma, formidable kontakt til publikum og evne til problemfrit at glide fra en genre over i den næste gjorde oplevelsen enestående,” fortsætter anmeldeleren.

Ved koncerten i Sønderby bakkes hun op af guitaristerne Søren Schack og Kasper ’Lefty’ Vegeberg, bassisten Jakob Kirkegaard Kortbæk og Delta Blues-trommeslageren Asmus Jensen, som også rørte gryderne ved Delta Blues Band koncerten i Sønderby i efteråret.

Der er stadig billetter til koncerten, men du skal nok skynde dig, hvis du vil med. Billetterne koster 200 kroner, og du finder dem via Kulturhusets hjemmeside soenderby-kulturbryg.dk eller via Facebook-siden Sønderby Kultur- & Bryghus/Begivenheder.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Sommerhus i brand

JÆGERSPRIS: Natten til lørdag 24. januar modtog politiet en anmeldelse om brand i et sommerhus. Brandvæsnet og politiet ankom til

Læs mere »