SKIBBY: Der er dansk film-premiere i Skibby Kino torsdag 9. oktober kl. 13.30 med ”Den sidste viking”, der bliver vist kl. 19.30 frem til 16. oktober og så igen 20.-22. oktober. Vil man gerne se filmen med danske undertekster, er det 9. oktober kl. 13.30 og 19.30 og 16. oktober kl. 19.30.
Enspænderen Anker løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Hans bror, Manfred, er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er, men han er blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomsland for at finde pengene.
”Den sidste viking” er instrueret af Anders Thomas Jensens som biografgængerne kender fra ”Blinkende lygter”, ”De grønne slagtere” og ”Retfærdighedens ryttere”. Og på rollelisten finder man navne som Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann, Lars Ranthe, Sofie Gråbøl, Peter Düring, Bodil Jørgensen, Kardo Razzazi og Søren Malling.
Filmen er tilladt for børn over 15 år.