Gadekæret “Den Runde” står færdigt. Sønderby har fået et nyt grønt mødested.
SØNDERBY: Renoveringen af gadekæret “Den Runde” i Sønderby er nu fuldført. Projektet “Det gode liv på Den Runde” har gennem flere år været et stort ønske i lokalområdet og er nu blevet til virkelighed takket være støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje, der har doneret en million kroner.
Arbejdet blev påbegyndt i oktober og er udført af Hovedentreprenør Thomas Gottlieb, Skibby, som – ud over den praktiske udførelse – også var en afgørende samarbejdspartner i udarbejdelsen af projektet og gjorde realiseringen mulig.
Resultatet er et fuldt fornyet og rekreativt område omkring gadekæret: Sivrødder er fjernet, en ny boardwalk er etableret, og der er opsat nye borde og bænke, der indbyder til ophold og fællesskab. Hertil kommer ny beplantning med både prydbuske og spiselige buske, som vil udvikle sig år for år.
Naturligt mødested
Til foråret vil området desuden blive suppleret med nysået græs og en blomstereng, der skal styrke både biodiversitet og naturoplevelse.
– Vi er utroligt glade og stolte af resultatet, udtaler Gadekærets Venner, som har været drivkraften bag projektet.
– Med Det gode liv på Den Runde har det været vores vision at give Sønderby et smukt, åbent og inviterende sted midt i byen – et sted, hvor både lokale og besøgende kan mødes, finde ro og nyde naturen. Nu står ”Den Runde” klar til at skabe fællesskab og glæde i mange år fremover, fortsætter de.
Til inspiration
Gadekæret ligger centralt i et af Danmarks mest særprægede kulturlandskaber – lige ved porten til Nationalpark Skjoldungernes Land, tæt på Roskilde Fjord, Selsø Slot og Østskoven. Området besøges året rundt af både naturelskere og turister, og projektet forventes at få betydning langt ud over lokalområdet.
Gadekæret kan allerede nu opleves, og Gadekærets Venner håber, at projektet kan være til inspiration for andre lokalsamfund, der ønsker at forskønne deres fælles områder og styrke natur og fællesskab dér, hvor de bor.
/TS









