Læserbrev
Af Anna Poulsen (SF), formand for Skole, SFO og Klub
Vi skal huske den almene folkeskole – dér hvor langt de fleste af kommunens børn går i skole hver dag. Det er her, fundamentet for læring, trivsel og fællesskab skal stå stærkt.
Skolerne har i mange år været presset på balancen mellem ressourcer og opgaver. Der er simpelthen for mange elever med udækkede behov i klasserne – børn, som har brug for en ekstra indsats, men hvor hjælpen ikke altid kan følge med. Det slider på både elever, lærere og fællesskaber.
Som lærer kan man føle sig magtesløs, når man står alene med komplekse børneliv og utilstrækkelige rammer. Løsningen er ikke flere projekter med smarte engelske navne – FUEL, True North, Makerspace eller NEST – men solide investeringer i skolernes daglige arbejde. Vi har brug for mere personale, bedre efteruddannelsesmuligheder, tid til faglig sparring og støtte til de børn, der kæmper.
Jeg vil ikke tale projekterne ned – de bygger på gode intentioner – men det virker virkelighedsfjernt at investere i 3D-printere, når nogle skoler mangler penge til pap og farveblyanter. Ligeledes er det fint at opfordre til skole-virksomhedssamarbejde, men hvis skolerne ikke har råd til to-lærertimer og en bustur, så bliver det i praksis svært. Derfor skal vi give skolerne frihed til selv at prioritere, hvordan pengene bruges bedst. NEST-klasser er et fornuftigt koncept, men det er ude på skolerne, man ved, om elevgrundlaget og de fysiske rammer egner sig til netop den løsning.
Den almene folkeskole er ikke en ø. Når elever mistrives eller slet ikke kan komme i skole, kræver det tæt samarbejde mellem forældre, skole, PPR, familieafdeling og kommunens specialskoletilbud. Det er en vigtig del af programmet for Stærkere læringsfællesskaber, og her ligger et stort udviklingspotentiale.
Vi skal turde give skoleledere, lærere og skolebestyrelser reelt råderum. Det nytter ikke at tale om frisættelse og så trække friheden tilbage, så snart det giver uro blandt borgerne – eller at detailstyre for at kunne lancere symbolske projekter.
Når vi arbejder med den fremtidige skolestruktur, handler det ikke om at spare. Det handler om at sikre et bæredygtigt skolevæsen. Det er et arbejde, der skal gøres ordentligt – i tæt dialog med både medarbejdere, forældre og lokalsamfund.
Mit budskab er:
1. Giv skolerne ro til at udvikle kvaliteten og mulighed for selvvalgt opkvalificering.
2. Giv reelt lokalt ejerskab og ledelsesrum til den enkelte skole – frisættelse skal ikke bare være et buzzword uden betydning i praksis.
3. Anerkend, at inklusion er en kæmpe udfordring – og at opsporing uden ressourcer til handling ikke løser noget.
4. Invester i skolerne – og lad de midler, der eventuelt kan frigøres ved en ny skolestruktur, blive i systemet.
Vi har allerede vendt den negative udvikling i lærernes sygefravær, og trivslen blandt de ansatte er svagt stigende. Skolen er en supertanker – forandring tager tid. Jeg glæder mig over, at skoleområdet igen får politisk opmærksomhed, og jeg håber, at interessen rækker længere end til valgdagen.
Vi skal lade kommunens børne- og ungepolitik og de mange handleplaner for trivsel, tidlige indsatser og stærkere læringsfællesskaber virke. Det kræver ro, tålmodighed og økonomisk opbakning – ikke panikløsninger fem minutter før et kommunalvalg.
