Vores kirkegårde er kulturarv.
Af Asger Thomsen
HORNSHERRED: Vores Hornsherred-halvø er rigt forsynet med smukke, spændende og velholdte kirkegårde. I en tid med frygtelige krige og naturkatastrofer, kan det ikke undre, at ikke mindst børn er optaget af død og gru.
Samtidig er der blandt børneforskere en stigende bekymring over, hvor vanskeligt det er for forældre og andre voksne at tale med børn om døden, bortset fra i sorggrupper for børn, der vist mest varetages af præster og måske i skolen.
En løsning kan være at tage børnene med på en tur til en kirkegård, hvor nogle familiemedlemmer er begravede, eller for den sags skyld en hvilken som helst kirkegård.
Her er det vanskeligt at undgå at komme til at tale om døden. Udgangspunktet vil måske være lavpraktisk som iagttagelser af gravminder, gravsteders indretning, begravelsesformer og ritualer og kirkegården som arbejdsplads. Jeg har selv også ved flere lejligheder set børn hjælpe de voksne med at fjerne ukrudt, vande beplantning eller rive perlegruset, imens man måske småsnakker om, hvem de afdøde var og om døden som livsvilkår.
I en tid hvor mange bliver nedsat i fællesgrave, fejlagtigt ofte benævnt som ”de ukendtes grav”, eller i skovbegravelser, hvor man ikke må lægge blomster, og hvor der ikke er noget personale til at varetage stedet, burde vi værne om den kulturarv, som kirkegården frembyder.
Det sker også, at de efterladte får tilladelse til at sprede asken efter en afdød ud over havet eller en sø, og en præst fortalte mig for nylig, at mange bagefter fortryder, at de ikke oprettede et egentligt gravsted, hvor de efterladte kan holde gode minder og mærkedage i live.
For kirkegården – de uundværliges stille have – er også et godt meditationssted, hvor man kan sidde på en bænk og måske falde i staver ved at betragte fugleliv og planter. Hvis man søger den absolutte stilhed, skal man opsøge Frederik d. 7.s Stiftelses kirkegård for godsets ansatte, der gemmer sig bag en høj mur i Jægerspris slotspark.
Alle har – om man er medlem af Folkekirken eller ej – og uanset religiøs tro eller fravær af samme, ret til at blive begravet på en officiel kirkegård, der er et udtryk for lighed. En undtagelse herfra var det, da der på min oldefars gravsten kom til at stå ”Her hviler Rasmus Nielsen – og hustru”.
Et ældre medlem i min familie talte om, at de døde nu var ”under mulde” og blevet til ”ormeføde”, og det var bestemt ikke respektløst ment.
Der eksisterer også gravskikke, der smitter, som f. eks. at det på nogle kirkegårde er normalt at nævne den afdødes erhverv eller officielle fortjenester, som det er typisk på Ferslev kirkegård, hvor der i øvrigt er en spiralformet sti med en trædesten for hvert ord i ”Fader Vor”.
Der lægges ofte bamser og andet legetøj på børnegrave og opsættes bænke, som indbyder til meditation eller blot hvile, og slægts- og gårdnavne på gravsten kan yde et vigtigt bidrag til lokalhistorien. På den højtbeliggende kirkegård i Kirke Hyllinge, som er en af egnens smukkeste og hvorfra man i den bladløse årstid kan skimte de to fjorde, er kirkegårdens egne mange bænke suppleret med granitbænke på mange gravsteder. Vi gamle har også brug for fysisk at kunne hvile os under en kirkegårdsvandring.
Den katolske skik med at tænde lys for de døde ses nu også med de mange gravlamper, der er blevet almindelige. Dødsårsager nævnes ofte i dødsmeddelelser, men bortset fra på krigergrave aldrig på gravminder. En undtagelse er gravstedet på Rye kirkegård for ofrene for det tredobbelte Ejbymord, hvor der på en jernplade står ”De bleve myrdede Natten mellem 16. og 17. Januar 1842”. En undtagelse er også en tegning af vist nok Storm P. af en gravsten med teksten ”Her hviler oberst Knebelsbart. Han faldt med ære” og ved siden af en, hvor der står ”Her hviler arbejdsmand Jensen. Han faldt med cyklen”. Jo, kirkegårde har også overskud til humor.
På en kirkegård et sted i Jylland har en afdød kunstner ønsket at få sat et par træsko i granit på sit gravsted.
Den svenske humorist, Engström, brillerede med bizarre vitser omkring døden, og velkendt er også fortællingen om, at Storm P. en dag, da han skråede over Frederiksberg Kirkegård, hilste to kirkegårdsarbejdere, der nød deres madpakker på kanten af en nygravet grav, med ordene ”Nå, man er nok oppe og nyde det gode vejr!”
Jeg husker at have set et ægtepars gravsten prydet med en hund og en kat i bronze, hvilket ofte affødte kvikke bemærkninger om karakteren af deres samliv.
Et ofte set motiv på en gravsten er et plovspand uden plovmand, og på Rye kirkegård ses en bil med opslået kølerhjelm uden mekaniker.
Når man er alene gæst på en kirkegård, er man oftest anonym, men falder let i snak med andre besøgende, og når man går rundt, ser man navne, der vidner om store lokale slægter, især fra en tid, hvor mange blev på hjemegnen, eller ved døden blev ført tilbage for at blive begravet blandt sine nærmeste. Det kan man også tale med børn om, der måske støder på en skolekammerats slægtsnavn.
Langt de fleste kirkegårde er tilknyttet en kirke, et historisk monument, og hvis den er åben, kan man fortsætte samtalen dér, måske med udgangspunkt i en folder, mange menighedsråd har lagt frem i våbenhuset. Desværre står kirkerne ikke længere åbne uden for de kirkelige arrangementer.
Mulighederne for at få bragt spørgsmål om dødens uafvendelighed ind i hverdagen er her mangfoldige, og de svære overvejelser om trosforhold eller en aktuel etisk debat om aktiv dødshjælp bliver måske nemmere at forholde sig til.
For tro mig: Det optager plads i børns bevidsthed og drøftes vel som nævnt også i skolen, men på kirkegården er de fri for kammeraternes eventuelle ubarmhjertige bemærkninger, og her er der tid og rum for tanker i en verden, hvor der mangler stilhed og langsomhed!
Og frem for alt er de uundværliges stille have det ultimative symbol på kærlighed. Lad os mødes på kirkegården – også mens vi lever!
