Danmark har et af verdens højeste skattetryk.

Danmark har et af verdens højeste skattetryk.

Læserbrev

Af Gert Løfgren, Byrådsmedlem i Frederikssund Kommune, Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Nordsjælland

Alligevel halter ældreplejen. Sundhedsvæsenet er presset. Og børn mistrives.

Det hænger simpelthen ikke sammen.

Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg vil være de svagestes stemme. De ældre, der har arbejdet et helt liv og nu mødes af stopure og spareøvelser. De handicappede, der kæmper mere med systemet end med deres handicap. Børnene, der ikke får den hjælp, de har brug for, før det er for sent.

Alt for mange bliver tabt mellem to stole.

Samtidig sender vi milliarder ud af landet i ulandsbistand, mens vores egne borgere må vente i kø. Det er forkert prioriteret. Jeg mener, at vi først skal sikre værdig ældrepleje, et stærkt sundhedsvæsen og ordentlige vilkår for udsatte familier – før vi sender penge ud af landet.

Vi kan ikke være hele verdens sociale kontor, hvis vi ikke kan tage os ordentligt af vores egne.

Og så er der afgifterne.

Danskerne bliver mødt af nye regninger igen og igen. Klimaafgifter. Energiafgifter. Skjulte gebyrer. Staten vokser – men borgernes råderum bliver mindre. Det er ikke rimeligt.

Pengene skal i højere grad blive i borgernes lommer. Ikke forsvinde i et stadigt større system.

Jeg ønsker et Danmark, hvor:

Ældre får værdighed – ikke stopurs tyranni.

Handicappede får hjælp – ikke paragraffer.

Børn får støtte – ikke ventelister.

Danskerne får frihed – ikke flere afgifter.

Det handler om prioritering. Det handler om retfærdighed. Og det handler om at sætte Danmark først.

Jeg er klar til at tage den kamp på Christiansborg.

Andre artikler fra denne uge