I Genstart hørte jeg sognepræst Sørine Gotfredsen give sin mening til kende omkring manges måde at holde sommerferie på. Der er, som alle ved, mange af os, der rejser udenlands, og det mente Sørine Gotfredsen kunne minde om en form for psykosetilstand. Hun talte for, at mange ønskede gråvejr, for i gråvejr kunne man være sig selv. Der var ingen krav om grillaftner og godt humør.
Jeg er ganske uenig. Jeg er ikke uenig i, at der er problemer i forhold til flyrejser og klima. Eller i forholdet til antallet af turister på bestemte rejsemål – det er nok meget klart for os alle. Og jeg holder bestemt også meget af en gråvejrsdag – men om jeg er mere mig selv den dag – det mener jeg nu ikke.
I år var jeg med min familie i Italien. Vi boede på en gård lidt oppe af et bjerg ved adriaterhavskysten. På gården var der nogle små lejligheder, som kunne lejes, og så boede der to voksne sønner med ægtefæller og børn og deres to ældre forældre der. Vi ankom en sen eftermiddag, og den første morgen vågnede jeg før resten af familien og satte mig ud på vores lille terrasse med en kop kaffe og en udsigt, der helt tog pusten far mig.
Lige der lå olivenlunde, vinmarker, små bjerge med byer på toppen og bag det hele det turkisblå Adriaterhav. Jeg sad der og bare var. Pludselig kom den ældre mand, der boede på stedet, op ad trappen med en kurv i hånden. Han havde fyldt den med friskplukkede figner, som han uden at sige så meget satte på mit bord. Senere samme sted spiste vi aftensmad ved et langbord under oliventræerne i haven. Der var lavet italiensk mad i lange baner, og vi kunne ikke italiensk, men der sad vi sammen med hele familien og et par, der var både italiensk og engelsk og et tysk ægtepar. Samtalen flød med oversættelser og fagter, men vi sad der fælles og nød måltidet, stedet og hinandens selskab for en stund. Vi var bare.
Senere samme sommer sad vi på en terrasse ved Vesterhavet og spiste med familie og gode venner. Samtalen flød – nu uden brug for oversættelse, men igen sad vi fælles og nød maden og stedet og hinandens selskab. Vi var bare.
Jeg er glad for alle de oplevelser, glad og taknemmelig – og gemmer dem i min erindring. De er blevet en del af mig på hver deres måde, men jeg kan ikke på nogen måde sige, at jeg som Sørine Gotfredsen opfatter mine oplevelser i Italien som en flugt eller en psykosetilstand. Tværtimod har de givet mig et kendskab til en anden kultur, nogle andre mennesker og et fuldstændigt fantastisk smukt sted. Og en oplevelse af at høre til og være velkommen.
Så på spørgsmålet om, om vi bør blive hjemme – ja så mener jeg, at det er op til hver enkelt af os, men for mit vedkommende behøver jeg ikke gråvejr for at kunne være mig selv og gøre, hvad jeg har lyst til.
