Bliv frivillig på valgdagen

Som frivillig tilforordnet modtager du et honorar på 1.380 kroner for en fuld dag.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Som frivillig tilforordnet er du med til at sikre, at valget tirsdag 24. marts gennemføres på en tryg og ordentlig måde. Opgaverne kan blandt andet være at udlevere stemmesedler, scanne og registrere valgkort, sørge for at stemmesedlerne kommer i valgurnerne – og når valget er slut, hjælpe med at tælle stemmer op. Du vil få en grundig introduktion til opgaverne, når du møder ind på valgdagen.

Krav til frivillige
En valgdeltagelse som frivillig indebærer en lang dag, hvor du er på valgstedet fra klokken 7.00 til sent om aftenen, når stemmerne er talt op. Der er dog også mulighed for at tage en delt vagt.
For at være frivillig skal du bo i Frederikssund Kommune og have ret til at stemme. Du skal selv sørge for transport til og fra valgstedet – og huske at afgive din stemme som brevstemme, hvis du har vagt hele dagen.

Honorar for indsatsen
Som frivillig tilforordnet modtager du et honorar på 1.380 kroner for en fuld dag. Vælger du en delt vagt, er beløbet 920 kroner. Der vil desuden være forplejning i løbet af dagen.
Hvis du synes, det lyder spændende at være en del af demokratiets maskinrum, kan du tilmelde dig via formularen på kommunens hjemmeside. Tilmelding skal ske senest mandag 16. marts kl. 12.00.

/TS

Andre artikler fra denne uge