Bavnerne lyste fjorden – og måske også håbet op

Bavnerne lyste fjorden – og måske også håbet op
Langs Isefjorden og Roskildefjord blev der tændt mange bavner fredag den 20. marts. Det skete for at gøre opmærksom på fjordenes tilstand - en situation, hvor vi risikerer, at de dør helt. Det viste billede er taget ved Vellerup Strand. Foto: Nicolai Thomsen

Af Palle Bruselius

HORNSHERRED: Fredag den 20. marts blev der tændt bavner langs Isefjord og Roskilde Fjord. De dannede en sammenhængende kæde af lys. – Vores fjorde gisper efter vejret, lyder det fra arrangørerne.
Organisationen Red Isefjorden brugte dette event til at sætte fokus på problemet med de hårdt trængte fjorde.
Danmarks Naturfredningsforening Frederikssund deltog også i denne markering, hvor man havde allieret sig med grundejerforeningen og tændte en bavne ved Verdens Ende.
Store bål – bavner – blussede op langs Isefjord og Roskilde Fjord denne fredag aften, der også var forårsjævndøgn. De mere end 35 bavner lyste op og tegnede et smukt billede. Samtidig mindede det om alvoren bag arrangementet.

Bavnerne som signal
Helt fra vikingetiden og århundreder frem er bavner blevet brugt som et advarselssignal om at der kom fjender udefra og at man nu skulle ruste sig til kamp.
Denne aften brugte borgerbevægelsen Red Isefjord bavnerne til at gøre opmærksom på, at Isefjord og Roskilde Fjord er i fare for død og ødelæggelse på grund af iltsvind, forurening og muslingeskrab. Antallet af arter i fjordene er faldet tii 10 procent af, hvad der var for 30 år siden. Herunder er fiskebestanden også faldet drastisk.
– Vi tænder bavnerne for at gøre opmærksom på, at vores fjorde er truet – og for at vise, at der er et stort lokalt engagement og ønske om at vende udviklingen, siger Torben Justesen, forperson for Red Isefjord.
– Det er slut med at se passivt til, mens livet i vores fjorde ebber ud, lyder de fra Dansk Naturfredningsforenings (DN) lokalafdelinger rundt om de to fjorde.
Sidste gang, at bavner blev anvendt som advarsel, skete i årene – omkring 1801 – hvor Englandskrigen, der var en del af Napoleonskrigene var i fuld gang.
Du kan læse mere om foreningerne bag arrangementet på www.redisefjord.dk.
Initiativet har modtaget støttet fra Foreningen Roskilde Festival.

Andre artikler fra denne uge