50 år på sigtekornet

50 år på sigtekornet
DDSG&I, som landsforeningen hed dengang, gav denne plade ved til indvielsen.

Kreds 57 fejrer et halvt århundrede med Åbent Hus.

SKIBBY: Fredag 30. oktober var det 50 år siden, der blev holdt indvielse af Kreds 57’s indendørs skydebane på skolen i Skibby, dengang Marbækskolen.

Før 1976 var der både udendørs og indendørs skydebane på Elmegården i Vejleby hos Steffen Simonsen. Han havde gennem en del år stillet den tidligere kostald til rådighed for skydningen om vinteren – det foregik hver søndag formiddag – men der var hundekoldt og ikke særlig optimale forhold.

Da skolen i Skibby var blevet bygget, kom nogen på den idé at ansøge kommunen om at få stillet et af sikringsrummene i kælderen til rådighed for en skydebane. I et par dokumenter fra efteråret 1972 gives tilladelse samt ydes et tilskud på 4000 kroner. Hvad de samlede udgifter løb op i, er der desværre ikke nogen oplysninger om, men det tog da også fire år, før foreningen fik samlet penge nok til det, og banen blev realiseret.

I september 1976 blev det første udvalgsmøde holdt på den nye bane, og indvielsen foregik sidst i oktober med pomp og pragt. I et gammelt fotoalbum ses en masse billeder fra dagen med rigtig mange mennesker tilstede, herunder både byråd, skoleinspektøren, andre foreninger og Kreds 57’ egne medlemmer, hvoraf der dengang var mange flere end nu.

I starten foregik skydetræningen stadig søndag formiddag men få år senere blev det ændret til hverdagsaftener, tirsdag og torsdag, hvilket det stadig er. Gennem årene har foreningen haft mange skytter, især børn, og mange dygtige instruktører tilknyttet, og mange har haft et rigtig godt socialt sammenhold i skydesportens regi.

– Jubilæet markeres med ”Åbent hus” lørdag 7. november kl. 11-14, og vi håber at mange både tidligere og nuværende medlemmer samt andre interesserede har lyst at kigge forbi, siger Karen Brogaard fra foreningen.

/TS

Andre artikler fra denne uge