Nekrolog: Det store egetræ i skoven er faldet

Nekrolog: Det store egetræ i skoven er faldet
Erik Knudsen, bedre kendt som ”Knuds”, sov stille ind onsdag den 16. september 2026.

Af Elisabeth Hess Thaysen

HORNSHERRED: Gennem årtier har børn og unge klatret i dets stærke grene – ofte højere, end de selv turde. Her fandt de modet til at turde mere – og tro på sig selv. Træet gav læ, frirum og plads til at vokse, udvikle sig og tage ansvar.

Og som egetræet gennem årene har spredt sine agern vidt omkring, har han sat sine spor i de mange unge mennesker, han hjalp med at vokse.

Nu er træet faldet – men de frø, han såede, vokser videre. Erik Knudsen, bedre kendt som ”Knuds”, sov stille ind onsdag den 16. september 2026.

Erik Knudsen blev uddannet og arbejdede som frilands- og væksthusgartner i mange år. Det var i gartneriernes storhedstid, hvor dyrkning af alle slags grøntsager og blomster – på friland og i væksthus – blev udført med meget stor dygtighed.

Fra 1971 til 1991 ledte ”Knudsen” gartneriet på ungdomshjemmet Skibbyhøj i Skibby.

Herefter startede han firmaet ”Knudsens Hus- og Haveservice – Hans motto: ”Den klarer jeg” – gav ham hurtigt mange kunder – helt umulige opgaver blev mulige – og det menneskelige nærvær var i top. Han fik hurtigt tilnavnet ”Ham med klemmen”.

Det var først som 74-årig at ”Knuds” valgte at gå på pension. Han ville koncentrere sig om produktionshaven på sommerhusgrunden Mejsevænget i Vellerup Sommerby. Hele haven var blevet pløjet op og dyrket fra ende til anden. Masser af hestemøg og kompostjord. Alle slags grøntsager, frugt og blomster blev dyrket. Afgrøderne klarede sig udelukkende med regnvand fra store regnvandsbassiner. Forbrug og tilgang af regnvand førte han sirligt bog over – og der blev økonomiseret med vandet, som strakte sig til den tørre tid.

Alt, hvad han dyrkede, blev lagt ud i ”Gratis-boden” ved vejen – til fri afbenyttelse. Han skrev små, søde beskeder på skilte – f.eks. ”Værsgo’ – pluk blomster til din kone.”

”Knuds” var et udpræget ordensmenneske – udover at styre sit vandforbrug minutiøst var hans kalenderoptegnelser styret med samme præcision. Han huskede alle fødselsdage, bryllupsdage, mærkedage m.m. og han glemte ikke en eneste af hans enormt mange aftaler.

Udover gartnerlivet engagerede ”Knuds” sig i en masse frivilligt arbejde. Under mottoet: ”Her er alt tilladt … men det er ikke alt, der er en god idé” fik områdets børn skudt med flitsbuer i ”Oldtidsfolket”, fældet træer med stenøkser, sejlet på tømmerflåde i stiv kuling på Isefjorden og bygget lerklinede bronzealderhytter. Overlevelsesture for børn under meget primitive forhold – farligt kunne det også være – så ikke alt er blevet fortalt til forældrene, når børnene kom udmattede hjem. ”De kan jo være så sarte, sådan nogle forældre …”

Om vinteren lavede han ”husflid” – ligesom i den gamle bondekultur. Han garvede skind fra køer og får. Han kartede uld, spandt på sin håndten og vævede på hjemmelavet opsatsvæv. Han strikkede, syltede, bagte, syede dragter, lavede brynjer, syede sko, drejede træ, lavede sæbe, rullede cigarer, byggede kærrer/vogne, lavede papir og musikinstrumenter, flettede kurve …

Mange af disse ting blev brugt i Oldtidsfolket og Middelaldergruppen eller i boden ”Bissekræmmeren” på middelaldermarkeder rundt om i landet. Over 40 års frivilligt foreningsarbejde blev det til.

”Knuds” var det mest gavmilde menneske på denne jord. Drevet af hans faste vending: ”Har du noget, du lige står og mangler?” har mange oplevet, at han altid lige havde en rulle pengesedler i lommen, hvis nogen stod og manglede. Han kunne på en eller anden måde altid skaffe det, man lige stod og manglede – ikke kun penge.

Alt blev foræret væk igennem et langt og meget nøjsomt liv. For den mad, han ikke selv dyrkede, ”skraldede” han. Han havde 1950’ernes nøjsomhed i rygsækken og bondekulturens blod i årene og brugte dermed sjældent penge på sig selv. Han klarede sig langt hen ad vejen med hvad han kunne bytte sig til, få forærende eller købe for en slik på et kræmmermarked.

Knuds’ gavmildhed og medmenneskelige varme er i alle årene blevet gengældt af et hav af besøgende – venner og naboer. Folk kiggede lige ind med fisk, æg, kage, chokolade og en god snak. Det var det med den gode snak, der var det vigtige for ”Knuds”.

Hans værdier byggede på et kristent grundlag. ”Ord kan sige noget om, hvem vi ønsker at være. Vores adfærd viser, hvem vi er”. Knuds viste med sin næstekærlige adfærd, hvem han var.

Han har sat sig mange spor i alle de mange mennesker, han mødte i sit aktive virke. Han efterlader os med en følelse af glæde, taknemmelighed og en varm tro på en bedre verden.

”Var alle mennesker som ”Knuds”, ville verden være et bedre sted at være.”

Æret være Erik Knudsens minde.

Andre artikler fra denne uge