En ven af huset kommer med på holdet

En ven af huset kommer med på holdet
Helene Risum kommer til Hornsherred Lokalavis med 40 års erfaring fra branchen. Foto: Tomas Skov

Af Tomas Skov

HORNSHERRED: Det går faktisk ganske fornuftigt for Hornsherred Lokalavis, og derfor opruster avisen nu med endnu en medarbejder. Helene Risum er netop tiltrådt og skal bidrage til at styrke avisens position og undersøge fremtidige potentialer.
De to udgivere, Patrick Holbek og Nicolai Thomsen, kender Helene Risum ganske indgående efter mange års samarbejde på lokalaviserne Fjordbyerne, Paperboy og Roskilde Avis.

40 års erfaring
Helene Risum bringer 40 års erfaring fra branchen til Hornsherred Lokalavis. Hendes første job var som kontorelev på det hedengangne Roskilde Tidende. I en tid med et blomstrende miljø for lokale aviser fik Helene Risum smag for annoncemarkedets mange facetter, og hendes kreative idéer og forståelse af detailhandlens behov skulle føre til en lang karriere i flere forskellige mediehuse.
Det var en tid, hvor nye gratisaviser tog udfordringen op med de gamle etablerede bladhuse. Da Fjordbyerne Frederikssund, som tog konkurrencen op med Frederikssund Avis i 2004 udvidede med en udgave i Roskilde, blev Helene Risum hyret som ansvarlig for salgsafdelingen. Fjordbyerne fusionerede med Frederikssund Avis og Helene Risum blev efter en stilling på Søndagsavisen hyret til blandt andet at koordinere og producere Sillebroens kataloger.

Historien gentager sig
Helene Risum kommer fra en stilling som bladchef på Roskilde Avis og bliver nu atter forenet i det arbejdsfællesskab, som de har delt i så mange år i avisbranchen.
Dermed vil Helene Risum fremover udfylde sin tid med andet end ægteskab, golf, yoga, hunde, høns og løbeænder på og omkring sin smukke ejendom med udsigt over Sejrøbugten. Velkommen på holdet til Helene. Vi glæder os allerede.

Andre artikler fra denne uge

Viuff melder sig syg

FREDERIKSSUND: Entreprenøren og lokalpolitikeren Niels Martin Viuff træder et skridt tilbage. Det meddelte han på Facebook i den forløbne uge.

Læs mere »