Foredrag på Elværket om et kontroversielt dyr.
FREDERIKSSUND: Seniorforsker og ph.d. Thomas Bjørneboe G. Berg holder foredrag onsdag 2. september kl. 19.30-21.15 i Kulturhuset Elværket.
Hundefamilien Canidae er sammen med gnavere og mennesket den gruppe af pattedyr, der har den største udbredelse på vores klode. Ulves tilpasningsevne er imponerende og dækker et temperaturspænd på 100 grader, fra plus 50 til minus 50. De er lærenemme og tilpasser sig hurtigt ændringer i deres omgivelser, det være sig trusler eller uudnyttede ressourcer.
Aftenens foredrag tager publikum med rundt i ”Ulveriget”, ulvenes plads i hundefamilien og dykker ned i personlige oplevelser med nærkontakt til ulve, deres rolle i økosystemet og de dilemmaer, der følger i kølvandet på fordele og udfordringer ved at have ulven som medspiller i naturen omkring os.
Det sker på Elværket, Ved Kirken 6 i Frederikssund. Entréen er 100 kroner, men er gratis for studerende. Du kan melde dig til foredraget ved at indbetale 100,- kroner på http://fufsund.dk eller du kan købe billet ved indgangen, kontant eller MobilePay. Elværket serverer gratis kaffe og te i pausen.
/TS







