Læserbrev
Af Frida Vestergaard
Der er intet børn og forældre hellere ville, end at være ”normale” og at barn kommer afsted til skolen. Tænk på alt det barnet går glip af i sine formative år!
Når man ikke kommer i skole,
• går man glip af venskaber,
• man kommer bagud fagligt,
• socialt får man sværere ved at begå sig,
• og følgeskab af depression og angst er ikke ualmindeligt.
Børn i dag går i skole og evt. SFO/klub i langt de fleste vågne timer.
Familiens ansvar er at sørge for at barnet trives.
Når et barn får ondt i maven, og ikke vil i skole, så er det forældrenes ansvar, at få skolen i tale. Forældrene kan påpege deres bekymringer, men herefter kan de faktisk ikke meget mere. De er ikke med i skolen.
Forældre kan støtte deres barn, og det bliver deres vigtigste opgave.
Skolen derimod, har den største opgave! De har rammerne og ser børnene. Men har de ressourcerne? Og tager de opgaven alvorligt, eller tænker de at problemet må skyldes hjemmet?
Psykolog og ekspert på emnet, Bo Hejlskov Elvén fortæller, at det ofte er holdningen. Men at børn som ikke trives i hjemmet, aldrig ville søge hjemmet som redning. De børn som søger flugten i hjemmet, og derved bliver ufrivilligt skolevægrende, har som oftest en tryg base. Alligevel flyttes fokus ofte over på hvad kommunens familieafdeling kan hjælpe med, i stedet for at se på skoleindsatsen.
Det giver alt andet lige, mudrede netværksmøder, hvor ansvar kan placeres mellem flere stole, og tilbage står forældrene. Uden løsningsmuligheder, uden handlekraften, uden andet end en stemme, der for al kraft forsøger at råbe de rigtige op. ”Men hvem er de rigtige?”, Spørger forældrene.
* Jeanette Hassel påpeger i læserbrev uge 13, at skolen ikke kan løfte skolevægring alene. ”Forældrene har også et ansvar for, at børn kommer i skole”.
** Litteratur: Bo Hejlskov Elvén; Mens vi venter på udredningen 2025.
Skolevægring en personlig fortælling
Skolevægring kan se ud på mange måder. Der findes de indadvendte og de udadreagerende. Vi er så ”heldige” at vores dreng viser alt med meget tydelige udadreagerende tegn. Så vi får ”hurtig” hjælp.
Til sommer starter vores dreng endelig i specialskole. Efter næsten 2 år uden rigtig skole.
Hvis vi ikke var gode forældre, så var vi fortsat med at sende vores dreng i skole. Så havde han kunne ødelægge en hel klasse, for han ville aldrig have kunnet fungere. Skade på materiel og andre ville bestemt have været en mulighed. Han ville også selv være blevet ødelagt i processen.
Men det ødelægger også at være ramt af ufrivillig skolevægring!
Vores hjem føles ikke længere som en tryg base, vi vender hjem til. Den er i stedet blevet vores kampplads og vores fængsel. Det påvirker hele familien.
