Vil du være med i bestyrelsen for Lejre Musik-, Billed- og Ungdomsskole?
LEJRE KOMMUNE: Der skal nedsættes en ny bestyrelse, og der søges kandidater fra to konkrete grupper: Personer med særlig indsigt i musik- og billedskoleområdet samt repræsentanter for organisationer med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet.
I starten af 2026 skal der vælges en ny bestyrelse for Lejre Musik-, Billed- og Ungdomsskole. Bestyrelsen spiller en central rolle i skolens udvikling, og der er i den forbindelse fire pladser for kandidater med særlig interesse og viden.
Der skal vælges følgende fire repræsentanter:
To repræsentanter for organisationer med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet, herunder arbejdsmarkedets parter. Det vil sige personer med indsigt i unges uddannelse og fritidsliv samt kendskab til arbejdsmarkedets behov og samarbejdet mellem skole, erhvervsliv og foreningsliv.
To repræsentanter med særlig indsigt i musik- og billedskolens virke, dvs. personer med erfaring og engagement inden for musik-, billedkunst- eller kulturområdet og interesse for udvikling af kreative læringsmiljøer for børn og unge.
Som bestyrelsesmedlem får du mulighed for at præge en skole i rivende udvikling og bidrage til at styrke sammenhængen mellem fritidsliv, skole, kultur og lokalsamfund – med fokus på kreative og engagerende lærings- og fritidstilbud til alle børn og unge i Lejre Kommune.
Valgperioden er to år. Det er Udvalget for Kultur & Fritid i Lejre Kommune, der udpeger bestyrelsesmedlemmerne blandt de indstillede kandidater til disse fire pladser. Bestyrelsens øvrige medlemmer vælges eller udpeges efter særskilte procedurer i henhold til vedtægterne.
Frist for at melde sig er mandag 23. februar.







