Det er ikke kun udstyret med en metaldetektor, at du kan gøre store fund. En murerhammer er også anvendelig. Med den i hånden kan du pikke dig frem til det hulrum, hvor skatten er gemt.
I 1650 stod en murer og hakkede løs puds af muren i Skibby Kirkes apsis. Pludselig røg hammeren igennem pudslaget ind til et hulrum i muren. Her lå et sandt klenodie gemt, Skibbykrøniken. Det er et ufuldendt manuskript skrevet på latin af lektor ved domkapitlet i Roskilde Poul Helgesen. Ved siden af sit lektorat var Helgesen også kirkeværge i Skibby. Han var en omstridt og vanskelig placerbar herre i sin samtid, glødende katolik, men også af den overbevisning at den katolske kirke måtte og skulle reformeres. Men det skulle ske kontinuerligt, indefra og ikke som følge af en Lutheransk kirkestorm. Han havde derfor fjender, både blandt sine egne,katolikkerne, og blandt de fremstormende Lutheranere. Som vejleder for kommende præster, havde han en afgørende rolle at spille for både at begrænse og fremme den Lutheranske indflydelse i kirken. Som konservativ katolik var han dybt frastødt af Luthers provokerende lære. Helgesen anså nærmest Luther som en ukristelig horebuk samtidig med, at han var overordentlig tiltalt af Luthers mange kritiske anslag mod pavekirken. Han var ved syv sind og fik da også øgenavnet Poul Vendekåbe.
Den skriftlærde Helgesen havde som nævnt gennem sine forelæsninger og ved hjælp af sin skarpe pen skaffet sig et utal af fjender. Hans mægtigste modstander var reformatoren Hans Tausen.
Mange kender Hans Taususen fra Ingemanns salme ”På Tave bondes ager ved Birkende by, der gik en lille plovdreng og sang i vilden sky”.
Plovdrengen var Hans Tausen, som blev Danmarks store kirkelige reformator. Han blev født på Fyn i slutningen fjortenhundredetallet og som bannerfører for protestanterne, blev han blandt gejstlige kaldt for den danske Luther. Han oversatte Biblen til dansk. Hans Tausen var vel yndet af kongen, Frederik den 1., som Poul Helgesen derimod jævnligt fornærmede på det groveste. Helgesen betragtede kongen som veg. En konge, der lod stå til medens Luther- giften langsomt sivede ind og fordærvede den sande kristne lære.
Luther, som påstod, at kun ved troen var der frelse, medens Helgesen fortsat docerede, at troen alene ikke var nok, den måtte tillægges gode gerninger og et retlinet levned.
I reformationstidens Danmark var der ballade på alle fronter. Christian den 2. tabte magten året efter hans fatale fejltagelse ”Det Stockholmske blodbad” i 1522. Frederik den 1. blev konge, men døde allerede i 1533, hvorefter borgerkrigen ”Grevens Fejde” brød ud og endte med, at Danmark blev protestantisk ved reformationen 1536.
Roskilde var før reformationen en driftig handelsby, Danmarks religiøse hovedstad og bispesæde. Byens mange gejstlige bygninger og klostre gjorde sit til at byen fremstod magtfuld, trygt placeret på kanten af det moræneplateau, der lå ud til den lavvandede Roskilde fjord, omgivet af erosionsdale med springkilder og rindende vand i rigelige mængder. Byen var godt befæstet, omgivet af voldgrave. Den havde ingen anløbshavn, så varer og stykgods blev sejlet ind i fladbundede pramme. Der var en livlig aktivitet. Eksistensgrundlaget var sikret gennem den katolske kirkes mange institutioner i byen. Der blev ædt og drukket og handlet aflad. I Roskildes velmagtsdage boede her mellem fem og ti tusinde ”sjæle”.
Efter reformationen gik det hele i stå. Kirker og Klostre, gejstlige institutioner blev nedlagt og bygningerne nedbrudt og materialerne solgt og anvendt til bygninger andre steder. Byen blev ramt af ulykker som pest, krig og brande. I slutningen af 1700-tallet var indbyggerantallet under to tusinde og i to hundrede år måtte Roskilde kæmpe for et nyt eksistensgrundlag.
I 1534, medens helvede var hedest og byens fortsat var en heksekedel, måtte Poul Helgesen flygte fra sin høje teologiske stilling, ved domkapitlet i Roskilde, til Skibby, hvor han som nævnt var kaldet kirkeværge.
Fra Roskilde by førte en række trampestier, tutor stierne rundt til omegnens kirker. De blev brugt af Roskildes kateketer, når de måtte træde til og afløse præster, der fik forfald. En sådan har Poul Helgesen sikkert benyttet under sin flugt til Skibby. Fra Færge bo rev er han blevet roet over til fiskerlejet i Gershøj, og er herfra fortsat videre til fods ad kirkestien til Skibby, hvor han har gemt han sig i præstegården og griflet løs på sit historiske dokument til eftertiden, det, der skulle belyse de aktuelle og politiske begivenheder omkring reformationen og domkapitlet i Roskilde. Skibbyrøniken.
Skibbykrøniken er en uafsluttet, barsk og usentimental beskrivelse af magtspillet mellem Kongen, kleresiet og adelen. Manuskriptet slutter midt i en sætning en dag i året 1534, Poul Helgesen har tilsyneladende måttet springe for livet og her forsvinder han sporløst ud af historien. Visse kilder synes at vide at han via et fragtskib, der lå på reden ud for Kyndby, flygter fra Danmark til Sverige og i hjemlandet vender tilbage til Varberg, hvor han tilbringer resten af sine dage som skibsmægler i familiens handelshus. Måske er det en romanforfatters gisninger? Der er findes ingen autoritative kilder til den udlægning. Men at Poul Helgesen har været inspirationskilde for mange forfattere, ikke mindst Martin A. Hansen, det er der ingen tvivl om.
Søg og I skal finde.
Skibbykrøniken betragtes i dag som det vigtigste historiske dokument fra 1500-tallet. Beretningen beskriver uden omsvøb de magtpolitiske strømninger i årene op til reformationen i 1536.
