En kongesøn og tronarving brækkede nakken i Hornsherred.
Af Tomas Skov
JÆGERSPRIS: Ingeborg Magnusdatter af Sverige blev i en alder af omkring de ti år trolovet med kong Erik 6. Menved i 1288. Det egentlige giftemål fandt dog først sted, da Ingeborg blev 18 år. Parret blev gift i Helsingborg i 1296, hvormed Erik Menveds hustru blev Danmarks dronning.
Rigets kongepar rådede blandt andet over krongodset Abrahamstrup, der siden, i 1677, fik navnet Jægerspris Slot. Det fortaber sig tilsyneladende i historien, hvordan Abrumstorp, Abramstorp eller Abrahamstrup har fået sit oprindelige navn, for en eventuel Abram eller Abraham er ikke nævnt i nogen kilder.
Man ved til gengæld, at Erik Menved er den ældste af rigets konger, som med sikkerhed har haft tilknytning til slottet, der blev brugt som kongelig jagt- og lystgård. Herfra var der uhindret kongelig adgang til Nordskovens jagtterræn samt rigelige forekomst af store egetræer.
Retfærdig dronning
Når Ingeborg allerede blev trolovet med den danske konge som tiårig var det et led i kongeslægtens ganske uromantiske ægteskabs- og alliancepolitik.
Dronning Ingeborg spillede antageligt ikke nogen politisk rolle i egen ret frem til sin død i 1319. Ifølge folkeviserne skal hun imidlertid have været smuk og blid, og viserne priser desuden hendes sans for retfærdighed og evne til at føle medlidenhed, hvilket, ifølge viserne, blev demonstreret i anledning af kongeparrets bryllup, hvor hun angiveligt skulle have bedt sin mand om at frigive nogle fanger.
Mange korte liv
Ingeborg og Erik fik sammen otte børn, men hvert og ét døde som spæde. Derudover aborterede Ingeborg seks gange. Året før sin død, i 1318, fødte hun sin sidste søn, men også han skulle komme af dage under tragiske omstændigheder.
Da den unge mor under en køretur fra slottet til Holbækgård ville vise tronarvingen frem for befolkningen, skal hun ifølge legenden have mistet taget om barnet, der faldt ud af vognen, brækkede nakken og døde – antageligt i omegnen af det nuværende Skibby.
Man kan dårligt bebrejde den konstant fødende Ingeborg for til sidst at lade sig indskrive i Skt. Katarina kloster i Roskilde. Her døde den hårdt prøvede kvinde året efter, og hun blev senere begravet i Skt. Bendts kirke i Ringsted sammen med sin mand, der døde samme år.
Uden tronarvinger blev Erik Menveds bror, Christoffer 2., indsat som konge, men stormændene tvang ham til at underskrive en håndfæstning, der begrænsede hans magt, hvilket ledte til hans afsættelse seks år senere.









