Borgmesterens Nytårshilsen 2025

Borgmesterens Nytårshilsen 2025
Tina Tving Stauning ser tilbage på året i sin sidste nytårshilsen som borgmester i Frederikssund Kommune.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Kære alle. Når jeg ser tilbage på 2025 og de sidste fire år i denne byrådsperiode, fyldes jeg med stolthed og taknemmelighed. Vi har sammen skabt markante fremskridt – ikke kun planer og strategier, men konkrete forbedringer, der gør en forskel i hverdagen. Det er kun muligt, fordi vi har stået sammen: borgere, foreninger, frivillige, virksomheder, medarbejdere og ledelse – og ikke mindst i byrådet, når de store beslutninger skulle træffes.

Vi har styrket fællesskabet og åbenheden. Gennem opgaveudvalg, borgerplatforme, budgetdialoger og lokale møder har vi sat nye standarder for borgerinddragelse. Flere stemmer bliver hørt og vi har udviklet i fællesskab. Samtidig har arbejdet med frisættelse og regelforenkling givet mere fleksibilitet og mindre bureaukrati – til gavn for både borgere og medarbejdere. Dialogen mellem Hoved-MED og byrådet er styrket, hvilket har været centralt for trivsel, rekruttering og organisatorisk udvikling.

Inden for strategi, service og koordination har vi haft fokus på stabilitet, gennemsigtighed og gode rammer for det politiske arbejde. En robust økonomistyring har dannet grundlaget for langsigtede investeringer og for, at vi kan udvikle vores velfærd på et solidt fundament samt øge vedligeholdelsen af vores fælles værdier. Det brede politiske samarbejde, som har kendetegnet perioden, har skabt et godt udgangspunkt for nye beslutninger hen over de fire år.

Vi har investeret i børn og unge. Den tidlige, forebyggende indsats er styrket med projektet Børneliv i Sund Balance og en fælles tværfaglig strategi, der samler dagtilbud, skoler, klubber og sundhedspleje. Børnehusene har fået større selvstændighed, og på skoleområdet har vi sat gang i initiativer som juniormesterlære, inkluderende læringsfællesskaber og nye samarbejder med erhvervslivet. Skolerne har fået mere fleksibilitet gennem ny økonomitildeling, der tager højde for lokale forskelle og socioøkonomiske behov. Kulturområdet har haft fokus på både bevaring og fornyelse med renoveringer og nye aktiviteter, der styrker fællesskabet på tværs af alder og lokalområder.

Vi har udviklet vores byer og grønne løsninger. Vinge vokser med nye boliger, virksomheder og rekreative områder, og bymidten i Frederikssund by har fået et løft. Nye stier, forbedrede skoleveje og et udbygget cykelstinettet gør det tryggere og nemmere at komme rundt. Samtidig har vi taget store skridt i den grønne omstilling: fjernvarmeudbygning, energi- og naturprojekter samt klimatilpasningstiltag, der gør os mere robuste over for fremtidens udfordringer. IT-området har styrket datasikkerheden, implementeret digitale løsninger og automatiseret processer, så vi frigiver tid til kerneopgaver og forbedrer servicen.

Vi har sat borgernes trivsel og sundhed i centrum. Flytningen af flere sundhedsfunktioner til Frederikssund Hospital Dybendal, etableringen af nye klinikker og en ny ældrestrategi er vigtige skridt mod et stærkere nært sundhedsvæsen. Overgangen til selvstyrende teams i hjemmeplejen understøtter en mere fleksibel og borgernær tilgang. På socialområdet er Young Mind åbnet som et vigtigt tilbud til sårbare børn og unge, og flere borgere har fået mulighed for at leve mere selvstændigt med den rette støtte. Beskæftigelsesområdet har fastholdt en historisk lav ledighed og styrket samarbejdet med erhvervslivet, hvilket har skabt nye jobs – også for unge, udsatte borgere og tilflyttere fra Ukraine. Også arbejdet med hjemløseindsatsen og kriminalitetsforebyggelse har båret frugt og skabt mere stabile forløb.

Alt dette er kun et udsnit af de mange indsatser, der er lykkedes i 2025. Fælles for dem er, at de bygger på tillid, vedholdenhed og et stærkt ønske om at skabe bæredygtige løsninger, der rækker langt ind i fremtiden. Bag resultaterne står engagerede borgere, dygtige medarbejdere, passionerede frivillige og lokale virksomheder, som hver dag bidrager til at gøre Frederikssund stærkere, mere bæredygtig og til et endnu bedre sted at bo og leve i.

Et nyt år ser snart dagens lys, og et nyt byråd træder til. Vi står fortsat over for store udfordringer: stramme økonomiske rammer, stigende behov og reformer, der kræver nytænkning. Men vi har vist, at vi kan finde løsninger, når vi står sammen. Det er mit håb, at det brede samarbejde fortsætter – for kun sammen om Frederikssund Kommune kommer vi nærmere drømmene. Lad os fortsætte den vej.

Tak for samarbejdet, tilliden og engagementet – og rigtig godt nytår!

Tina Tving Stauning

Borgmester

Frederikssund Kommune

Andre artikler fra denne uge

Toppen af 2025

Disse 12 historier klikkede mest på hornsherredlokalavis.dk Af Tomas Skov HORNSHERRED: 2025 blev et vildt og tumultarisk år på verdensscenen

Læs mere »