Kommunalvalget i november kom i mange egne af landet til at handle om de kontroversielle solcellemarker, der møder stigende folkelig modstand som de åbenlyse øjebæer, de jo desværre udgør i landskabet. Modstanden er bekymrende for den grønne omstilling, men samtidig forståelig, da de berørte borgere hverken ønsker deres udsigt spoleret eller deres huspriser udhulet af de vidtstrakte ’jernmarker’, der fuldt berettiget blev kåret til årets ord i Danmark i P1-programmet ’Klog på sprog’.
Man kan sige meget lidet flatterende om Kina. Jeg kan i hvert fald. Men jeg må dog også erkende, at man her tager ansvar på en helt anden klinge, når det gælder solenergi. Prøv selv at google billeder af det bjergmassiv, som kineserne nu har plastret ind i solceller. Hvor nødigt jeg end vil, må vi nok tilskrive kineserne æren for, at 2025 blev det år, hvor solenergi på verdensplan overhalede kulkraft som energikilde. På 15 år er solenergi gået fra at være den mindste energikilde på verdensplan til nu at overhale den største CO2-synder af alle energiformer. Det er satme en god nyhed i en samtid, hvor man skal være mere end almindeligt uforbederlig optimist for at se lyst på fremtiden. Selv om klodens folkerigeste nation, Indien, ikke er lige så langt fremme som Kina, markerede det forgangne år ikke desto mindre en milepæl, idet landet nu genererer halvdelen af sin energi i elproduktionen fra ikke-fossile kilder. Der er en udvikling i fuld gang, som selv ikke en bagstræberisk præsident i USA kan bremse. Den globale vækst i vedvarende energi er ustoppelig – simpelthen fordi den også er billigere – og på sigt vil den fortrænge fossile brændsler som olie, kul og gas.
Vi kan også være med i EU, hvor solenergi i juni 2025 for første gang nogensinde var den vigtigste kilde til strøm i Europa. Vindenergi er også i fremdrift, mens kul fortsætter med at blive udfaset – selv i det ellers kulbaserede Polen, hvor udbygningen af grøn strøm nu har nået et niveau, der udgør halvdelen af energien fra kul. Storbritannien har vi indtil videre taget afsked med i EU, men det gør ikke landets udledninger mindre relevante. I efteråret 2025 lykkedes det nationen med den ellers stærke kultradition at opnå den grønneste sæson nogensinde. Angiveligt er kul nu næsten helt elimineret fra den britiske elproduktion.
Vores selvskabte problemer står i kø i disse år, og at få vendt den gigantiske supertanker, der udgør klodens samlede energiproduktion, er blot én af en uendelig række af udfordringer, som vi skal håndtere samtidig med krige, forurening, truede verdenshave, tab af biodiversitet, storpolitisk uforudsigelighed, trusler mod demokratiet, oprustning og stigende global ulighed. For bare at nævne et par af de umiddelbart nærværende problematikker.
Så når vi nu vender blikket mod et nyt år med alle dets vilde udviklinger, så lad os da se tilbage på 2025 og finde glæde i de sprækker af håb, som året trods alt gav os. Der er stadig langt igen, og klimamålene for 2030 og 2050 kræver en massiv yderligere indsats – men trods elendighederne i året, vi nu lægger bag os, gav 2025 os noget, vi længe har savnet: nemlig beviser på, at løsningerne virker, at vi har teknologien, og at vi begynder at se en sammenhængende indsats på tværs af politik, teknologi og investeringer. Det giver håb – og det håb vil jeg tage med mig ind i 2026.
