Læserbrev
Af Kim Jørgensen,
borger i Frederikssund
Det begyndte med en tørret blomst. Et enkelt billede, taget af en nabo hen over hækken, blev sendt til kommunen som “bevis” for, at vores udhus måtte blive brugt til beboelse. Det var det ikke. Det var et almindeligt udhus på 10 m², opført i 2021, uden el, vand eller varme. Men det var nok til at aktivere et sagsmaskineri, der i løbet af halvandet år voksede sig større end selve skuret og endte med trusler om politianmeldelse, krav om landmåling og uforståelige afgørelser.
Først bad kommunen os om oplysninger om materialer, afstand til skel, højde og anvendelse. Det leverede vi uden problemer. Men herefter begyndte sagen at skifte karakter. I oktober 2024 modtog vi et påbud om lovliggørelse ledsaget af beskeden om, at sagen ville blive sendt til politiet, hvis vi ikke efterkom kravet inden tre måneder. Det kommer bag på de fleste borgere, at et haveskur på størrelse med et børneværelse kan udvikle sig til en sag med strafferetlige trusler, men det er virkeligheden i Frederikssund.
Kommunens begrundelse var, at skuret ikke overholdt en lokalplan fra 1970’erne (lokalplan for Klinteområdet ved Heimdalsvej), som blandt andet foreskriver teglfacader og taghældninger mellem 15 og 30 grader. Men vores gennemgang af alle dispensationer i grundejerforeningen viste noget opsigtsvækkende: En lang række naboer har gennem årene fået lov til at opføre skure og carporte, der afviger langt mere fra lokalplanens krav, end vores udhus gjorde. Flere har fået tilladelse til flade tage, træfacader og tilbygninger uden høring og i nogle tilfælde endda uden at søge dispensation overhovedet. I vores sag var der ingen fleksibilitet.
Kommunen valgte i stedet at kalde vores bygning en “cirkusvogn” en betegnelse, der stammede direkte fra naboens klage, men som nu blev brugt i en officiel forvaltningsafgørelse. Det er bekymrende, når en myndighed ukritisk overtager en parts subjektive sprog i stedet for at holde sig til faglige vurderinger.
Alligevel forsøgte vi at samarbejde. Hvis kommunen ikke ønskede et buet tag, var vi villige til at bygge det om. Vi indhentede tre håndværkertilbud og udarbejdede professionelle tegninger til et fladt tag med 5 graders hældning samme type tag, som andre i området har fået godkendt. Vi sendte alt ind inden fristen.
Men kommunen forholdt sig overhovedet ikke til vores nye forslag. Der kom blot endnu et afslag, der gentog lokalplanens ordlyd uden at nævne den løsning, vi faktisk havde foreslået. Det er usædvanligt i offentlig forvaltning: en kommune, der afviser en ansøgning, den ikke har læst.
1 ½ år efter eskalerede sagen dramatisk. Kommunen krævede:
– at vi skulle søge byggetilladelse til skuret
– at vi skulle betale byggesagsgebyr
– at en landinspektør skulle fastlægge skellinjen
– at vi skulle indsende nye, professionelle tegninger af både facade, konstruktion og tag
– at sagen skulle i høring hos samtlige 50 beboere i området
Sidstnævnte er aldrig tidligere sket i området, hvilket aktindsigt dokumenterer. Normalt hører man kun nærmeste naboer og ofte slet ikke.
Samtidig begyndte kommunen at kræve, at skuret skulle leve op til regler, der svarer til kravene for et nybygget parcelhus. På et tidspunkt blev kravene så omfattende, at omkostningerne ved at “lovliggøre” skuret ville overstige værdien af selve bygningen med mange tusinde kroner.
Midt i dette kaos kom kommunens tilsyn (3 personer) i marts 2025. I rapporten blev skuret beskrevet som “visuelt dominerende”, “markant større end forventet” og “forstyrrende for oplevelsen af de åbne haver”. Der var ingen objektive målinger, ingen fotos, ingen faglige referencepunkter. Tilsynet virkede ikke som en registrering, men som en argumentation. Selv udsagnet om, at skuret kunne ses “fra vandet”, blev brugt imod os til trods for at den klagende nabo har opsat høje hegn rundt om sin egen have, på nær ind mod os.
Det mest absurde var måske, at kommunen udstedte nye påbud, selv om sagen på dette tidspunkt var anket til Nævnenes Hus, som først træffer afgørelse i 2026. Alligevel fortsatte kommunen uanfægtet sin proces, som om klagen aldrig var indgivet.
Til sidst efter halvandet år, utallige mails, gebyrer, modstridende krav, trusler og uigennemsigtige afgørelser valgte vi at fjerne skuret. Ikke fordi vi var enige i kommunens vurderinger, men fordi deres krav var blevet så omkostningstunge, uforudsigelige og disproportionale, at det ikke stod mål med nogen form for rimelighed.
Og det er her, sagen bliver principiel. For i Frederikssund er dette ikke en enlig svale. Byg og Miljø har i flere år været genstand for kritik, og det er ikke kun borgere, der oplever problemerne. Erhvervsstyrelsens ventetidsmålinger har gentagne gange placeret Frederikssund blandt de kommuner med de længste og mest ustabile sagsbehandlingstider, og forskellen mellem de lovede og de faktiske tider har været markant. KL’s undersøgelser fra 2023 og 2024 viser desuden, at variationer i byggesagspraksis nationalt er store, men at uensartethed og manglende kvalitet i afgørelser især ses i kommuner, hvor byggesagsområdet har været præget af rekrutteringsproblemer og organisatorisk uro begge dele forhold, Frederikssund selv har erkendt.
Samtidig har Statsrevisorerne i flere beretninger senest i 2022 kritiseret kommunale byggesagsforvaltninger for manglende objektivitet, utilstrækkelig faglig vurdering og meget store forskelle i dispensationspraksis. Ombudsmanden har i tilsvarende sager understreget, at myndigheder ikke må basere afgørelser på subjektive kriterier, æstetiske vurderinger eller presset fra enkelte borgere.
Set i dette lys kan vores sag ikke forklares med travlhed alene. Den afspejler en mere grundlæggende forvaltningskultur, hvor beslutninger træffes på skiftende og til tider ufaglige præmisser; hvor ensartethed i praksis mangler; og hvor borgernes retssikkerhed svækkes, når en enkelt nabos klage kan udløse en administrativ proces, mens andre i området uden videre får dispensation fra de samme bestemmelser. Når to borgere i samme grundejerforening behandles vidt forskelligt, når myndigheden overtager en nabos ordvalg som sin egen begrundelse, og når der kræves landmåler, byggesagsgebyr og omfattende ombygninger af et skur på 10 m², er proportionaliteten forsvundet.
Borgerne i Frederikssund fortjener en byggesagsforvaltning, der arbejder efter klare, forudsigelige og sagligt begrundede kriterier ikke efter æstetiske præferencer, subjektive vurderinger eller nabopres. Mens vores skur er forsvundet, er de problemer, sagen afdækkede, fortsat til stede. Og de er langt større end 10 m².
Fra haveskur til trussel om politi:
