SKIBBY: Skibby Sognegård indbyder til juleaften for enhver, som ellers skulle være alene denne aften. Prisen er 250 kroner pr. person. For dette beløb bydes der på andesteg og flæskesteg med det traditionelle tilbehør og dertil rød/hvidvin, samt øl og sodavand. Til dessert serveres der ris à l’amande med et glas portvin. Derudover er der kaffe/te og kage og julekonfekt. Og måske lidt gaver.
Én af kirkens frivillige, som er uddannet kok, står for tilberedning af maden. Alt laves fra bunden af gode råvarer, og en del er sponsoreret af Meny og Rema 1000, som arrangørerne samtidig sender en stor tak.
Sådan gør du
Aftenen starter kl. 17 og afsluttes kl. 22. Undervejs synger alle julesange, går om juletræet og har forhåbentlig en hyggelig juleaften i hinandens rare selskab.
Ønsker du at deltage, skal du ringe til Birte på mobil 24 21 36 28 på hverdage mellem kl. 11 og 13. Du kan også skrive en mail til brc@km.dk (Brian i Sognegården) med besked om, at du gerne vil deltage. Husk at oplyse dit fulde navn og telefonnummer. Seneste tilmelding er fredag 19. december – eller indtil, at der er 30 tilmeldte.
Du betaler enten via MobilePay på 76298 (HUSK at skrive ’juleaften’ i kommentarfeltet). Du kan også betale kontant på sognegårdens kontor. Ring da gerne til Brian og aftal med ham om, hvornår du kommer forbi og betaler. Brian har tlf.nr.: 22 24 60 40
/TS







