Læserbrev
Af Monica Neumann, kandidat til KV25 for Dansk Folkeparti
I Dansk Folkeparti mener vi, at sammenhængskraften i kommunen starter med mobiliteten. Derfor foreslår vi at indføre gratis shuttlebusser, der dagligt forbinder Frederikssunds mindre landsbyer med bymidten, S-tog og fritidsaktiviteter – med kørsel fra kl. 7–21 og max én times interval.
Det skal være trygt og nemt for børn og unge at komme til skole og uddannelse, for ældre at komme til læge og indkøb, og for alle andre til at deltage i fritidslivet.
Men det handler ikke kun om transport! For regelmæssig busdrift skaber liv i landsbyerne. Det giver børnefamilier lyst til at blive boende eller flytte til og det vil gøre det mere attraktivt at rekruttere frivillige og sikre lokale aktiviteter – det styrker butikker, foreninger og fællesskaber. Transport er ikke luksus – det er en forudsætning for at holde yderområderne levende.
Busserne skal koordineres med øvrige ruter ved knudepunkter som Frederikssund, Slangerup, Skibby, Lyngerup og Jægerspris. Og vi foreslår at starte med at de gratis shuttlebusser skal være fleksible minibusser, der kan tilpasses lokale behov – både praktisk og økonomisk.
Vi forslår 3 ruter man kunne tage udgangspunkt i:
A. Kulhuse – Jægerspris – Landerslev – Lyngerup – Gerlev – Frederikssund
B. Venslev – Kyndby – Dalby – Ferslev – Skibby – Skuldelev og Lyngerup (mødes med Rute A)
C. Slangerup – Sigerslevvester/øster – Græse – Hørup – Jørlunde – Frederikssund
Vi mener at det er nødvendigt med en grundig evaluering og justering af de eksisterende busruter, så hele kommunens infrastruktur tænkes sammen i ét samlet system.
Gratis shuttlebusser er nemlig ikke kun en transportløsning – de er en investering i fællesskab, frihed og bæredygtighed. De kan mindske behovet for dyr flexkørsel, gøre hverdagen lettere for ældre og familier uden bil, skabe liv i landsbyerne og samtidig reducere CO2-udledning ved at flere kører sammen. Det er både økonomisk ansvarligt og klimamæssigt fornuftigt – og det styrker den sociale sammenhængskraft i hele kommunen.
DF kæmper for en kommune, hvor alle kan tage del i fællesskabet – fordi mobilitet er en rettighed, ikke et privilegium.






