Læserbrev
Af Charlotte Drue, Byrådsmedlem (LA)
Folkeskolen er en af vores vigtigste fælles institutioner. Den skal danne, uddanne og skabe trivsel for børn med vidt forskellige baggrunde, behov og drømme. Men i dag står folkeskolen i spænd mellem idealer og virkelighed – og det er på tide, vi tør tale ærligt om det.
Folkeskolen kan ikke være alt for alle.
Vi har i årevis lagt flere og flere opgaver over på folkeskolen. Inklusion, trivsel, social indsats, test, dokumentation, nationale mål og lokale ambitioner. Men vi har glemt at spørge: Har skolen faktisk rammerne til det? Vi må erkende, at folkeskolen ikke kan løse alle samfundets problemer. Den skal først og fremmest være et sted, hvor børn kan lære og trives – og hvor lærere har tid og ro til at undervise.
Inklusion kræver ressourcer – ikke bare vilje.
Skolelederne står med en opgave, der vokser år for år: De skal inkludere flere børn med komplekse behov, samtidig med at de skal lede skolen tæt på elever, lærere og pædagoger. Men økonomien følger ikke med. Hvis inklusion skal lykkes, kræver det investering i kompetenceudvikling og i de mennesker, der står midt i opgaven hver dag.
Forældresamarbejdet er under pres. 43 % af lærerne har ikke tid til skole-hjem-samarbejdet. Samtidig er debatten om folkeskolen blevet en skyttegravskrig – på sociale medier, på Christiansborg og i skolebestyrelserne. Vi taler forbi hinanden. Vi har brug for en bredere samtale, hvor uenighed ikke er en barriere, men en invitation til at finde løsninger sammen.
Testkultur har ikke løftet fagligheden.
De sidste ti års fokus på test og målinger har ikke gjort eleverne dygtigere. Tværtimod. Vi har brug for mere variation i undervisningen og mere tillid til lærernes faglighed. Børn lærer forskelligt – og det skal skolen kunne rumme.
Lærerflugt og tabt arbejdsfortjeneste.
Kun halvdelen af de nyuddannede lærere søger job i folkeskolen – og halvdelen af dem er væk igen inden for fem år. Samtidig koster mistrivsel og frafald samfundet milliarder i tabt arbejdsfortjeneste. Det er ikke bare et pædagogisk problem – det er et samfundsproblem.
Frisæt skolerne – og lad pengene følge med.
Vi taler om frisættelse, men glemmer at pengene skal følge med. Alt for mange midler forsvinder som DUT-midler og rammepenge, der aldrig når ud i klasselokalerne. Der skal være en klar politisk intention: Pengene skal helt ud til skolerne – dér hvor børnene er.
Folkeskolen er ikke i krise, fordi den er svag. Den er i krise, fordi vi har givet den et ansvar, den ikke har fået lov at løfte. Det er tid til at frisætte folkeskolen – og give den den tillid, de rammer og de ressourcer, den fortjener.
