Ny julebelysning på vej til Skibby

Ny julebelysning på vej til Skibby
Brian, Søren og Jørgen sammen med to fra Skibby Aktives bestyrelse, Lene Jensen og Henrik Memborg. I en travl tid var det ikke muligt at samle alle.

Skibby står over for et lysende løft til jul. Den gamle julebelysning, som har prydet hovedgaden i årevis, kan ikke mere og må nu vige pladsen for et nyt og mere sikkert system.

SKIBBY: Borgerforeningen Skibby Aktive har taget initiativ til en indsamling, som sigter efter nye stjerner.

Julestjerneudvalget står for initiativet og består af Jørgen Bech, formand, Søren Find Jensen, Brian Petersen, Jan Ib Andersen, Henrik Linde, Morten Alfastsen og Anne Hegestand.

Et nyt lys i mørket
Planen er at montere lysstjerner direkte på byens lygtepæle, ligesom man ser i andre byer. Selve stjernen kan nemt sættes op og tages ned igen.

Julestjerneudvalget har haft møder med kommunen, som har givet sin tilladelse til at de kan monteres i metallygtepælene. Der findes både gamle træpæle og nyere metalpæle i hovedgaden, og da træpælene forventes udskiftet inden for få år, vil projektet i første omgang fokusere på metalpælene.

Tålmodigt arbejde
Hver lysstjerne koster 6.000 kroner inklusive beslag og strømudtag. Udvalget vurderer, at der i år kan indsamles op til 75.000 kroner til en etape 1, som skal omfatte 15 lysstjerner. Det dækker langt fra hele hovedgaden, men med flere indsamlinger de kommende år, suppleret med bankospil eller lignende, kan det blive realistisk at dække hele Hovedgaden i løbet af nogle år, ligesom der også skal indsamles til vedligeholdelse og skader.

Sponsorer og støtte
Om projektet lykkes eller ej, afhænger helt af de enkelte bidrag, sponsorater og frivillige kræfter. Flere lokale virksomheder har allerede meldt sig om sponsorer, og flere borgere har købt Folkeaktier med store og små beløb, ligesom enkelte har meldt sig til at sætte dem op.

Annoncer i Hornsherred Lokalavis, opslag i butikker, på hjemmesiden og på sociale medier skal skabe opmærksomhed om indsamlingen.

– Vi håber da på at kunne danne et frivilligt Julestjerne-laug, der hvert år kan stå for at sætte stjernerne op, siger Jørgen Bech.

Målet er at tænde de første lys allerede søndag 30. november i år – første søndag i advent. Skibby Aktive håber, at projektet vil bringe både lys og fællesskab til byen – og gøre julen i Skibby til noget helt særligt, som alle kan stå sammen om i en mørk tid.

Tænd julelys med folkeaktier
En folkeaktie til finansiering af projektet koster 100 kroner, og alle beløb tæller. Hvis du også vil være med til at få julebelysning i byen, kan du købe dine aktier på Mobilepay 74928 eller ved overførsel til bank: reg.nr. 5365 kontonr. 0243334. Husk at skrive dit navn og ”Julestjerne” på dit bidrag. Hvis du har spørgsmål eller andet, så skriv til julestjerner@skibbyaktive.dk

Andre artikler fra denne uge

Havet i litteraturen

FERDERIKSSUND: Kulturhuset Elværket er vært for et foredrag om havet i litteraturen ved foredragsholder professor og ph.d. Søren Frank tirsdag

Læs mere »