SKIBBY: Efterårssæsonen begynder onsdag 15. oktober i Historisk Forening for Skibby-egnen.
– Vi har fået Peter Fredsted, forfatter til bogen, ”Knallerteventyret – Fra røvskubber til twinsæde”, til at fortælle om dette næsten glemte danske industrieventyr, siger foreningens formand Niels Nielsen.
– Det bliver uden tvivl en interessant aften med mange minder fra dengang morfar var barn og ung.
Mange har haft en knallert for sjov, til arbejdet eller skole, men glemt, at engang var knallerten nærmest en guds gave til det arbejdende folk, for i 50’erne havde de færreste råd til bil.
Knallerten blev det vigtige transportmiddel for mange, og derfor havde vi i Danmark en hel industri med knallerter. Hvor kom de fra, og hvem lavede disse små vidundermaskiner?
Peter Fredsteds foredrag om ”Knallerteventyret” er onsdag 15. oktober kl. 19.30 i Fritidscentret, Nyvej 7B i Skibby. Det er gratis for foreningens medlemmer og koster entré for gæster.
/TS