Syv partier og lister i Frederikssund Byråd står bag budgetaftalen 2026-29.
FREDERIKSSUND KOMMUNE: Frederikssund Kommunes budget for 2026-2029 er nu forhandlet på plads. Med aftalen tager parterne ansvar for den fortsatte udvikling af den borgernære velfærd, den grønne omstilling og en ambitiøs investeringsplan, der skal styrke Frederikssund Kommune. Samtidig fastholdes kommunens solide økonomi til gavn for såvel borgere, virksomheder og medarbejdere. Syv partier og lister i Frederikssund Byråd står bag budgetaftalen, og det er borgmester Tina Tving Stauning (A) godt tilfreds med.
– Det er et stort arbejde at lave et budget for kommunen, og jeg synes, vi er kommet rigtig godt i mål med budgettet for 2026-2029 efter de mange politiske drøftelser. Igen i år står et bredt politisk flertal bag aftalen. Jeg er meget tilfreds med den aftale, vi er nået frem til, hvor vi sikrer en fortsat høj service på velfærdsområderne, tager ansvar for den grønne omstilling og samtidig bliver ved med at have en god, solid økonomi i Frederikssund Kommune. Det har været en fin proces med masser af engagement fra gruppeformændene og mange gode høringssvar fra borgere, foreninger, virksomheder og medarbejdere. Det vil jeg gerne sige tak for, siger borgmesteren.
Mere til velfærd
Parterne ønsker, at borgerne også fremover kan modtage en god service på de vigtige velfærdsområder, og kommunens solide økonomi giver mulighed for at tilføre de nødvendige midler til at fastholde den nuværende service.
I perioden 2026-2029 tilføres således i alt 182 millioner kroner, heraf 46 millioner kroner alene i 2026 til udsatte børn og unge (20 mio. kroner); specialundervisning (20 mio. kroner); dagtilbudsområdet (28 mio. kroner); udsatte voksne (74 mio. koner) og ældreområdet (40 mio. kroner).
Budgetaftalen giver således et solidt grundlag for den fortsatte udvikling af disse store og afgørende velfærdsområder. Et arbejde, der også påvirkes af det videre arbejde med de store nationale reformer på flere af områderne.
Et bedre børneliv
Parterne har i budgetaftalen lagt vægt på et godt og trygt børneliv. Derfor bliver der investeret i den tidlige forebyggende indsats. Henover de næste to år etableres basispladser i op til fem udvalgte børnehuse, så der findes specialpædagogiske miljøer tæt på børnenes lokalområde.
På skoleområdet er parterne særligt optaget af at følge op på trivslen, den nye juniormesterlære og skolernes arbejde med at styrke elevernes faglige resultater i dansk og matematik. Parterne ønsker, at der på en skole fra det kommende skoleår etableres et såkaldt NEST-klasse spor. Jægerspris Skole vil være den første skole, der får tilbuddet, og skolen får også ekstra midler.
Omstilling og klima
I budgetaftalen er der også fokus på den grønne omstilling. Parterne ønsker at fastholde og styrke kommunens høje ambitionsniveau på klimaområdet. Sidste år måtte flere klimaindsatser udskydes på grund af andre større projekter, men disse indsatser vil nu blive sat i gang, så handlingerne fra kommunens klimaplan fastholdes.
Tiltagene spænder fra energiomstilling og grøn transport til klimatilpasning samt natur. Indsatserne bliver gennemført i tæt samspil med borgere, erhvervsliv og øvrige aktører for at sikre konkrete resultater.
Også kystbeskyttelse og digeprojekter bliver prioriteret med en ekstra medarbejder. Parterne ønsker at styrke indsatsen for kystbeskyttelse ved fortsat at hjælpe lodsejernes lokale digeprojekter i gang og ved at videreudvikle de fælleskommunale løsninger.
Bygningsvedligehold
Parterne er enige om at fortsætte de senere års opprioritering af ejendomsrenoveringer og bygningsvedligehold. De nye investeringer på området vil især kunne mærkes på skole- og dagtilbudsområdet, og som eksempler kan nævnes udskiftning af tage og vinduer, energirenovering og renovering af varme- og ventilationssystemer.
Mere tryghed
Parterne har afsat midler til en prøvehandling i halvandet år for at styrke trygheden omkring Frederikssund Station. En ekstra medarbejder i kommunens Gadeteam skal med udgangspunkt i stationen medvirke til at forebygge utryghedsskabende adfærd og dermed styrke den oplevede tryghed i området. Desuden tændes al gadelys fredag og lørdag nat i Frederikssund by i 2026. Fra 2027 er der afsat midler til, at gadelyset også kan tændes i Jægerspris, Skibby og Slangerup efter dialog med borgerne.
Skattenedsættelse
Som følge af kommunens solide økonomi er parterne bag aftalen enige om for andet år i træk at nedsætte indkomstskatten. Indkomstskatten reduceres i 2026 med 0,1 pct. til 25,6 procent. Finansieringen sker delvis via en statslig tilskudsordning frem til 2029, hvorefter kommunen selv finansierer skattenedsættelsen. Parterne er enige om, at nedsættelsen ikke vil komme til at påvirke de midler, som bruges på velfærd.
Lykkedes i Lejre
Også i Lejre Kommune lykkedes det at lande et bredt flertal bag budgetaftalen for 2026. Den robuste økonomi giver plads til forbedringer for både børn, unge og ældre – og klimaarbejdet får også et løft. Skatteprocenten er uændret.
Bag budgetaftalen står partierne Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Danmarksdemokraterne. Partierne er blevet enige om at videreføre den grundlæggende omstilling på skoleområdet og med høj prioritering af kernevelfærd.
/TS