Jeg er så heldig, at jeg ikke selv er kandidat til kommunalvalget. Det giver mig en sjælden, gylden mulighed. Jeg kan være en ubarmhjertig iagttager. Og hold da op, hvor er der meget at iagttage.
Da jeg var yngre, troede jeg, at et byråd fungerede lidt ligesom Folketinget. Mange mennesker i jakkesæt, der stemmer på knapper, mens de nikker alvorligt og laver “politikeransigter.” Og ja, i byrådet stemmer man da også i ny og næ – men der er en enorm forskel: Borgmesteren er ikke bare endnu et medlem. Borgmesteren er dirigenten. Det er hende, der sætter dagsordenen, bestemmer prioriteringerne og i praksis har langt mere magt, end man lige forestiller sig, når man ser plakaterne i lygtepælene.
Nogle kommunalpolitikere har meget specifikke mærkesager: “Jeg vil have en svømmehal!” eller “Der skal være et stopskilt på den vej!” Men i sidste ende er det borgmesteren, der afgør, om visionen for en hel kommune handler om at skabe udvikling – eller om man bare driver rundt og undgår at sige noget, nogen kan være uenig i. Mange vælger det sidste. For uden en klar vision kan du være enig og uenig med alle, afhængig af hvilket arrangement du står til. En klassisk, dygtig politiker skal derfor helst ikke have nogle visioner, som nogle kunne risikere at være uenige med.
Problemet er bare: det er pænt kedeligt. Og farligt. For uden en vision står kommunen stille. Og når ting står stille, så går det som med vand, der rådner, eller metal, der ruster. Hele landsbyer kan sygne hen og dø en langsom død, hvis vi ikke forventer mere af vores politikere. Derfor tror jeg, at vi har brug for politikere, der tør have en vision. Som tør sige, hvad de vil – også selvom ikke alle er enige.
Det er desværre et sjældent syn. En politiker, med en klar vision. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at der er så mange der er trætte af politik. Trætte af sleske politikere, grimme plakater og grådige mennesker, der mest af alt kæmper for dem selv. Det er fx ikke svært at forestille sig, at en viceborgmester kunne finde på at sætte sig selv som formand i et udvalg, der skulle sælge noget af kommunens jord – og i stedet for at naboer eller borgere fik chancen, så endte det hele på hænderne af et firma, så politikerens mand kunne få en bid af kagen. Bare et tænkt eksempel, naturligvis. Men er det svært at forestille sig? Nej. Og det er jo problemet.
Når den slags melder sig, er jeg taknemmelig for min mor, Birgitte Schytte. Hun har nemlig plantet et økologisk lille frø i min underbevidsthed, der minder mig om: Alt hvad det onde behøver for at vinde, er at de gode gør ingenting. Hun gør så meget for andre mennesker, at hun nogle gange er min undskyldning for, at jeg selv ikke deltager i kommunalvalget i min egen kommune. Hun er en ildsjæl der gør så meget, at det er nok for os begge. Mens hun kæmper for mere borgerinddragelse og mere gennemsigtighed – så kan jeg til gengæld slænge fødderne op i sofaen, med en god kop the og se et afsnit af Hammerslag. For så længe hun knokler på som hun gør, kan jeg bare nøjes med at stemme, med god samvittighed.
Det er måske netop dét, der er pointen. Vi kan faktisk gøre mere, end vi tror. Vi kan stemme på visioner i stedet for varm luft. For det eneste, der er værre end en politiker med en vision, du ikke er enig i, det er en politiker uden nogen vision overhovedet. Eller endnu værre, dem der har glemt at politik handler om at gøre noget godt for andre – ikke sig selv.
Så når du står i stemmeboksen, så overvej det: Vil du have planer, ambitioner og en retning – eller vil du have politik som en lidt for tynd kop kaffe, der hverken gør fra eller til?
Jeg ved godt, hvad jeg selv ville vælge. Hvis bare jeg boede i en anden kommune.
