Udmøntningen af Lejre Kommunes nye erhvervsstrategi skal styrke klimaomstilling, iværksætteri og erhvervsservice.
LEJRE KOMMUNE: Lejre Kommune lancerer nu 22 konkrete tiltag, der hver især skal skabe værdi for kommunens mange virksomheder. Tiltagene er en udmøntning af den 5‑årige erhvervsstrategi, som Kommunalbestyrelsen vedtog i juni 2025.
Målet er at sætte fart på virksomhedernes klimaomstilling, styrke iværksætterne og sikre en mere dialog- og løsningsorienteret erhvervsservice til virksomhederne.
Styrker grøn profil
– Med de 22 nye indsatser sætter vi tempo på klimaomstillingen, og vi forbedrer vilkårene for iværksætterne – til gavn for lokale arbejdspladser i hele Lejre Kommune. Vi prioriterer tilbud, der styrker både den grønne profil og iværksætternes udviklingsmuligheder. På den måde bygger vi videre på de stærke resultater, vi allerede ser for iværksætternes evne til at holde sig på markedet og skabe nye arbejdspladser. Jeg er sikker på, at vores nye handlingsplan vil imødekomme mange af de ønsker og behov, som virksomhederne selv har peget på i dialogen med os, siger viceborgmester og formand for Udvalget for Erhverv, Klima og Lokal Udvikling, Grethe Saabye.
Over snittet
Lejre Kommunes iværksættere klarer sig godt. Både den 3‑årige og 5‑årige overlevelsesrate – altså hvor mange virksomheder, der fortsat eksisterer efter henholdsvis tre og fem år – ligger over landsgennemsnittet og er blandt de højeste i Region Sjælland. Samtidig skaber iværksættere i Lejre Kommune flere nye arbejdspladser end i de fleste andre kommuner – særligt i den seneste 5‑årige periode, hvor udviklingen har taget fart.
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte erhvervschef Morten Dam Jespersen på morje@lejre.dk eller erhvervskonsulent Thomas Nymann Nederland på thnne@lejre.dk
/TS