Gennemsigtighed og tryghed: Sådan sikrer vi ansvarlig kørsel for sårbare børn og ældre

Gennemsigtighed og tryghed: Sådan sikrer vi ansvarlig kørsel for sårbare børn og ældre

Læserbrev

Af byrådsmedlemmer Inge Messerschmidt (Dansk Folkeparti) og Charlotte Drue (Liberal Alliance)

Som forældre og pårørende til sårbare børn og ældre oplever mange desværre, at kørsel til og fra institutioner og aktiviteter ikke altid fungerer som aftalt. Det kan være både stressende og utrygt, når børn ikke hentes til tiden, eller når aftaler ikke overholdes. Det kan være direkte ødelæggende for børn der har brug for forudsigelighed – og det rejser spørgsmålet: Hvordan sikrer vi gennemsigtighed, åbenhed og ansvarlighed i de kommunale kørselsordninger?

Vi har for et stykke tid siden afholdt et borgermøde om emnet med stor succes, hvor mange forældre og pårørende deltog og delte deres erfaringer. Efterfølgende har vi haft en konstruktiv dialog med blandt andet administrationen, hvor vi rejste en række konkrete spørgsmål omkring kørselsordningen og mulighederne for at forbedre både information og ansvarlighed.

Vi mener, at løsningen ikke kun ligger i bedre logistik, men også i at give borgerne klare muligheder for at klage og få hjælp, når noget går galt. Derfor foreslår vi i første omgang, at der på kommunens hjemmeside tydeligt angives:

• En let tilgængelig klagevejledning

• Mailadresser og telefonnumre til relevante medarbejdere, afdelinger eller samarbejdspartnere

• Information om, hvilke skridt forældre og pårørende kan tage, når kørsel ikke fungerer som aftalt

Høje Taastrup Kommune er et godt eksempel på, hvordan man kan gøre dette på en åben og gennemsigtig måde. Her inviteres borgere aktivt til dialog, og det skaber både tillid og tryghed for børn, unge og ældre med særlige behov.

Vi håber, at Frederikssund Kommune vil følge trop. For når vi taler om sårbare borgere – børn, unge og ældre – er gennemsigtighed og tydelig kommunikation ikke blot ønskværdigt, men helt essentielt.

Det handler om at skabe et system, hvor borgerne kan føle sig trygge, og hvor fejl og misforståelser hurtigt kan håndteres – til gavn for både familier og kommunens medarbejdere

Andre artikler fra denne uge

Jul i vandkanten

Af Tomas Skov GERSHØJ: Selv i Gershøj kommer vinteren før eller siden, og derfor har kromutter Trine Borre lagt to

Læs mere »