JÆGERSPRIS: Historisk Forening i Jægerspris inviterer til foredrag onsdag 10. september kl. 19:30 i Rejsestalden i Jægerspris. Foredragsholder er museumsinspektør, ph.d. Anne Gregersen fra Willumsens Museum, og emnet er J.F. Willumsen – hans kunst, museum, samlinger og fremtid.
Kunstnerisk fornyer
J.F. Willumsen (1863-1958) er en af dansk kunsts mest grænseoverskridende og eksperimenterende skikkelser. Fra som ung at have kastet sig over tidens –ismer og trends udvikler hans værk sig i en retning, som sprænger ethvert forsøg på entydig definition. Willumsen var en stor fornyer af billedkunsten i Danmark, og hans værker bliver ved med at inspirere nye generationer af kunstnere.
I foredraget præsenteres hovedværker som ”Det Store Relief” (som indgår i Den danske Kulturkanon), ”Badende børn på Skagen Strand” og trilogien ”Tizian døende” foruden de El Greco-inspirerede værker som ”Aftensuppen” og ”De nøgne på strandpromenaden”.
Ombygning og fugle
Udover en præsentation af disse og mange flere værker vil der også blive fortalt om ombygningen på Willumsens Museum og programmet for de kommende år. Foredraget vil give et indblik i Willumsens kunstneriske produktion og udvikling og præsentere en kunstner, som eftertiden bliver ved med at udforske og forstå på nye måder. Tiden er nemlig med Willumsen!
Willumsen udførte fuglene da han var arkitekt på Friluftsteatret i Ulvedalene i Dyrehaven ved København.
Teatret åbnede 1910, og de næsten fem meter høje fugle stod på to lave tårne og flankerede scenens buede rampe.
Prisen er 30 kroner for medlemmer og 50 kroner for ikke medlemmer.