FREDERIKSSUND KOMMUNE: Medarbejderne i Frederikssund Kommune oplever i stigende grad, at de trives i hverdagen og har et godt samarbejde med kolleger og ledere. Det viser den seneste trivselsundersøgelse, som blev gennemført i maj 2025 blandt alle ansatte.
I alt har 3.170 medarbejdere svaret på undersøgelsen – en svarprocent på hele 73. Resultaterne er tydelige: Trivslen er steget på alle tre hovedområder siden sidste måling i 2022.
Generel fremgang
På en skala fra 0-100 er den generelle trivselsscore steget til 72 point fra 69,5 point, mens jobtilfredsheden scorer hele 74,7 point mod 71,2 i 2022. Den samlede sociale kapital, der måler på samarbejde, tillid og retfærdighed, ligger nu på 69,5 point ud af 100 mod 66,3 point i 2022.
– Det er meget glædeligt at se, at vi i Frederikssund Kommune går frem på alle parametre. Det fortæller mig, at vi har stærke arbejdsfællesskaber, hvor både ledere og medarbejdere tager ansvar for at skabe en god hverdag. Vi har arbejdet dedikeret og målrettet på at blive en rigtig god kommune at arbejde i og nu kan vi se de gode resultaterne. Det er helt afgørende for, at vi kan levere god service og velfærd til borgerne, siger borgmester Tina Tving Stauning (A), formand for Økonomiudvalget, som fungerer som kommunens personaleudvalg.
Strategien viser vej
Trivselsmålingen hænger tæt sammen med kommunens udviklingsstrategi ”Sammen om Frederikssund”, som sætter retningen for, hvordan organisationen skal udvikle sig. Strategien lægger vægt på arbejdsfællesskaber, tillid, frisættelse og samskabelse – og dermed netop de faktorer, der styrker den sociale kapital.
– Når vi arbejder med fællesskab og tillid, skaber vi både bedre trivsel og bedre løsninger for borgerne. Jeg ser resultaterne som et klart tegn på, at vi er på rette vej med ”Sammen om Frederikssund”, siger Tina Tving Stauning.
Bruges aktivt lokalt
Resultaterne fra trivselsmålingen bliver i den kommende tid drøftet på personalemøder rundt om i organisationen. På baggrund af dialogen udarbejder de enkelte afdelinger handleplaner med konkrete indsatsområder, så arbejdet med trivsel og samarbejde kan styrkes yderligere.
Kommunens Hoved MED-udvalg behandler desuden rapporten på et møde torsdag 28. august.
Samlet set viser undersøgelsen, at Frederikssund Kommune står stærkt som arbejdsplads med høj trivsel, høj jobtilfredshed og en voksende social kapital.
/TS