Lille by, stor forskel: Skibby-genbrug runder millionomsætning

Lille by, stor forskel: Skibby-genbrug runder millionomsætning
Selv om Skibby kun har lidt over 3.000 indbyggere, rundede Folkekirkens Nødhjælps butik sidste år for første gang én million kroner i omsætning.

Folkekirkens Nødhjælps lokale genbrugsbutik i Skibby har rekordhøje salgstal og en stor opbakning. Det årlige Rød Løber-arrangementet skal både hylde kunderne og give dem et smugkig til det vigtige bagvedliggende arbejde .

SKIBBY: Når genbrugsbutikken i Skibby fredag slår dørene op i forbindelse med byens Rød Løber-arrangement, er det noget af en succeshistorie, der inviteres ind til. På trods af at byen kun har lidt over 3.000 indbyggere, så rundede butikken sidste år for første gang én million kroner i omsætning. Og himmelflugten fortsætter – lige nu ligger salget allerede 15 procent over samme tidspunkt som sidste år.

Sammenhold
Ifølge Anne-Mette Hvid Mølkjær, der er frivillig butiksleder, er der især er to ting, som ligger til grund for butikkens fremgang.
– Sammenholdet blandt de frivillige betyder, at vi kan blive ved med at levere. De yder en imponerende indsats – ikke bare fordi de tror på sagen, men også fordi de lægger stor vægt på, at butikken fremstår pæn og indbydende for kunderne, forklarer hun
Samtidig understreger hun, at lokalsamfundets støtte til butikken er uundværlig.
– Mange kunder donerer regelmæssigt, og der er en generel vilje fra folk i området til at støtte op om butikken og det arbejde, vi laver. Som da en kunde i fredags kom forbi med en jordbærtærte til personalet, bare fordi hun synes, vi gør det godt, fortsætter hun.

Livsvigtig hjælp
Når Rød Løber-arrangementet løber af stablen fredag 29. august, inviterer Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik i Skibby alle ind for at blive lidt klogere på organisationens arbejde – hvordan selv små genbrugskøb af skjorter og kaffekopper bidrager til livsvigtig hjælp rundt omkring i verden, herunder med nødhjælp til civilbefolkningen i Gaza, minerydning i Ukraine eller støtte til unge iværksættere i Kenya.
– Vi vil gerne gøre opmærksom på os selv og vise folk i området, at selvom vi er en lille butik, har vores indsats betydning. Og med initiativer som dette, er det med til at vores butik klarer sig godt, siger Anne Mette Hvid Mølkjær.
Kig nærmere i Skibby Bymidte fredag 29. august fra kl. 17-21, hvor byens butikker og foreninger afholder forskellige aktiviteter og events for alle aldre.
Læs mere: www.noedhjaelp.dk/genbrug/genbrugsbutik-skibby

/TS

Andre artikler fra denne uge

Købmandsbryllup

SKIBBY: Meny Skibbys købmand Henrik Memborg og Malene Findsen sagde ja i lørdags, da sognepræsten Jakob Holm i Skibby Kirke

Læs mere »