Lysglimt på Langes Magasin

Lysglimt på Langes Magasin
Billedkunstneren Simon Wrigley fra Jægerspris inviterer publikum med på en rejse gennem form, farve og perspektiv i sin kommende udstilling på Langes Magasin.

FREDERIKSSUND: Den australsk-danske billedkunstner Simon Wrigley inviterer publikum med på en rejse gennem form, farve og perspektiv i sin kommende udstilling “LYSGLIMT” på Langes Magasin, Frederikssund fra 29. august til 6. september.

Fredag 29. august er der fernisering fra klokken 17:00 til 20:00, ellers er det, onsdag, torsdag, 12-17 og fredag og lørdag 12-16.

Titlen refererer til både det ydre lys og det indre – evnen til at se lyset i verden med åbne øjne, men også at opdage nye lag af mening og dybere forståelse.

– For mig handler malerier ikke kun om udseende, men også og primært om intention, at finde nye forbindelser mellem farver, former og tanker, forklarer Simon.

Bevægelse og dybde
Udstillingen rummer en bred vifte af værker – fra kraftfulde, abstrakte kompositioner til mere figurative motiver, hvor mennesket ofte indgår i harmonisk samspil med storslåede, næsten drømmende landskaber. Der er en tydelig følelse af undren og stræben i billederne – en nysgerrighed på både naturen og det menneskelige sind.

Simon arbejder primært med akryl på lærred, og hans værker er kendetegnet ved intense farver, naturlige strukturer og en særlig evne til at skabe bevægelse og dybde i fladen. Hans billedsprog trækker blandt andet på inspiration fra både australsk og dansk natur samt de impressionistiske traditioner fra begge lande.

Livslang ledsager
Uanset om man betragter hans farveeksplosioner af abstrakte indre landskaber eller de mere figurative fortællinger, er der en rød tråd – en søgen efter at forstå og udvide blikket. Simon beskriver selv maleriet som en livslang ledsager – et udtryk, der har været en naturlig del af ham siden barndommen i en kunstnerisk familie, hvor tegning og farver altid var til stede.

Simon Wrigley bor i dag i Jægerspris, men har rødder i Australien, hvor han i 1980’erne studerede kunst i Canberra og siden udstillede i Melbourne. Hans værker er blandt andet repræsenteret i samlingen hos The Australian National Gallery og senest i den australske ambassade i København.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Den store flugt

NaturEkspressen åbenbarede Hornsherred for ukrainske flygtninge. Af Tomas Skov HORNSHERRED: Der er høj sol over Herredet, da NaturEkspressen sætter fra

Læs mere »

Ny sæson med Seniorbio

SKIBBY: Efterårets første forestilling i Skibby Kinos Seniorbio bliver 1.-2. september kl. 13.30 med den danske film ”Mørkeland” fra august

Læs mere »