JÆGERSPRIS: Det er ikke hver dag, man kan få is, øl og pasta midt i et cykelløb – men det kan rytterne lørdag 16. august, når Hansens Cykelløb ruller gennem Sjælland. Her handler det lige så meget om at smage på gode råvarer som om at træde i pedalerne.
Lørdag morgen ruller knap 800 ryttere ud fra Hansens Mejeri i Jægerspris til et cykelløb, der ikke minder om noget andet i Danmark. Over 148 kilometer gennem Midt- og Nordsjælland og Roskilde venter en rute fyldt med gastronomiske stop, kolde forfriskninger og masser af is.
Idéen er inspireret af det legendariske Médoc Marathon i Frankrig, hvor løberne smager på vin i hvert distrikt.
– Vi har bare byttet vin ud med alt det, vi selv elsker – is, chokolade, kaffe, pasta, øl og burgere, fortæller Anders Eibye Hansen, fjerde generation i Hansens.
Langs ruten kan rytterne tanke op med alt fra lokalristet kaffe og chokolade til kolde øl, saftige burgere, cremet pasta og selvfølgelig rigelige mængder af Hansens flødeis. Alle stop er fra lokale leverandører, som bidrager til den særlige stemning.
/TS