Af Asger Thomsen
KIRKE HYLLINGE: Danmark fik en ferielov med to ugers betalt ferie i 1938. Det var en udløber af Kanslergade-forliget i 1933, der ofte regnes som starten på velfærdsstaten. Mange kender nok stadig begrebet feriepenge. Indtil da var feriebegrebet mest knyttet til skolebørnene, samt til de samfundsklasser, der havde råd til ”at ligge på landet” ved badesteder, som f. eks. Skagen, Fanø og Marielyst på Falster eller til ligefrem at kunne rejse til udlandet.
Som andre i min høje alder husker jeg ferien fra skolen som varende evigt, i realiteten ofte op til otte uger. På landet lå ferien så sent, at vi børn kunne deltage i høstarbejdet.
Et nyt skoleår lå uendeligt langt ude i horisonten, men når det indtraf, var klasseværelsernes gulve nyferniserede, og vi fik nye spændende skolebøger og måske et par nye klassekammerater i form af ”oversiddere”.
Vi børn på landet kaldte påskeferien og efterårsferien for kartoffel- eller roeferie. I et sukkeroeland som Lolland var vores arbejdskraft ved roelugningen og roeoptagningen jo nødvendig.
Når vi ved skoleafslutningen før ferien sang ”Danmark nu blunder den lyse nat”, sang vi frække drenge, åbenbart med ubevidst sans for bogstavrim, ”pigernes latter og lyse lår” i stedet for ”lyse hår”.
I begyndelsen var ferier ikke lig med rejsetid, men mest tænkt som en tid, hvor man fik nye kræfter, og det var en stor dag, når særtog rullede ud af Københavns Hovedbanegård med hundredvis af glade børn, arrangeret af ”Komiteen for københavnske Skolebørns Landophold”. At kunne frådse i jordbær, solbær, ribs og stikkelsbær var undergørende for storbyens ofte dårligt ernærede børn. Men også børn fra det danske mindretal i Sydslesvig kom på ferieophold i Danmark, og alle børn i landet kunne individuelt få frirejse med DSB.
I efterkrigstiden kom charter-turismen til at blomstre. Ferierejser med Spies og Tjæreborg blev hvermandseje, og flytrafik blev den foretrukne reseform. Schlageren ”Ferie, Ferie” fra en Far-til-fire-film blev en ørehænger, der høres endnu, og ”Grisefest” på Mallorca blev et velkendt fænomen. Mange fik et nært forhold til en hoteltjener, der næsten altid hed Pedro.
Camping blev en succes, hvor fortidens primitive lejrpladser udviklede sig til camping-byer med alle bekvemmeligheder, og en del campingvogne rullede sydpå til Mellemeuropa, mens store sommerhusområder bredte sig i Danmark.
Lidt senere opdagede man de billige svenske ødegårde, og foreningen ”Danske Torpare” havde på et tidspunkt over 10.000 medlemmer.
Ligesom barndommens jul i erindringen altid var hvid, var sommeren fuld af sol og, varme og blå himmel, og når det hændte, cyklede vi til nærmeste strand for at bade eller fik en træbalje med vand sat ud på græsplænen. For sommerferie og vand hører uløseligt sammen!
