Hornsherred er fuld af steder, hvor historie, kultur og fællesskab lever side om side – og i denne weekend stod det klart, hvor vigtigt det er, at vi passer på vores lokale herligheder. Det fik jeg i den grad selv syn for her søndag.
For min dag begyndte på det storslåede Selsø Slot, hvor der var sommermarked i de smukkeste omgivelser. Med sine rødkalkede mure og barokinspirerede detaljer er Selsø et stykke kulturarv i særklasse. I dag blev jeg endnu engang mindet om, hvor imponerende og velbevaret det er – fra den unikke baroksal fra 1734 til det originale 1800-tals køkken med åbent ildsted og et 250 år gammelt rotisseri.
Voldgraven er for nylig blevet renset, og langs vandet sad kvinder og spandt garn med spindel og spinderok – som et levende billede fra fortiden. Bag slottet står en stærk kombination af fondsstøtte og frivillige kræfter – en model, der virkelig virker og bør inspirere flere steder i kommunen.
Dernæst gik turen videre til Gerlevparken, hvor “Rosens dag” blev fejret med farver, dufte og fællesskab. Her kunne man lade sig inspirere til haven derhjemme og nyde de mange blomstrende roser, mens frivillige fra Rosens Venner sørgede for te, kage og hjertevarme samtaler.
Gerlevparken blev anlagt i 1965 som et arboret – en slags levende plantesamling – og rummer i dag over 800 forskellige træ- og buskarter fra hele verden. Parken er en skat for både planteinteresserede, familier og naturelskere og fungerer som en slags åben lærebog i botanik og havekunst. Rosenhaven er parkens hjerte, og hvert år i juni kulminerer den i et sandt sansebombardement af farver og dufte.
Der var en helt særlig stemning i parken – og det blev tydeligt, hvor stor en forskel frivillige kræfter gør for vores lokale oplevelser.
Søndagen blev rundet af med et besøg på Jægerspris Mølle, der i anledning af Dansk Mølledag holdt åbent hus – sammen med 99 andre møller landet over. Selvom jeg passerer møllen dagligt og endda har viet et brudepar foran den, var det første gang, jeg trådte indenfor i det gamle bygningsværk fra 1854. Og sikke en oplevelse! At stå midt i de gamle tandhjul, aksler og træværk var som at træde direkte ind i en levende fortælling om lokalt håndværk og mølletradition.
Jeg fik overrakt et smukt litografi af Jægerspris Mølle – som jeg skulle bringe videre til Byrådet. Men da jeg så, at vores borgmester deltog, syntes jeg det var passende, at Møllelauget selv fik lov til at overrække det.
Men møllen har også sine udfordringer: Den trænger i dén grad til en kærlig hånd – faktisk 7 millioner af dem. Derfor har jeg også taget den med i forslaget til budgetforhandlingerne, og bedt min gruppeformand Michel Tøgersen bringe den til forhandlingsbordet. Møllen ejes stadig af kommunen, og Jægerspris Møllelaug, som blev stiftet i 2015, står for drift og formidling – båret af frivillige ildsjæle, der holder liv i møllens historie og betydning.
Selsø, Gerlev og Jægerspris – tre stærke eksempler på, hvad vi har, når fællesskab og historie går hånd i hånd. Vi skal passe på dem. Ikke bare med ord, men med handling – og med opbakning. Det er steder som disse, der giver Hornsherred sjæl, dybde og identitet.
Allerede på vejen mellem de tre steder blev jeg mindet om, hvor smukt et landskab vi har her i Hornsherred – med bugtende veje, blomstrende grøftekanter og kig til fjord, skov og marker. Det er som at køre gennem et levende maleri.
Tak til jer frivillige, ildsjæle og foreninger, der gør det muligt at opleve historien – helt tæt på.
Bevar Hornsherreds herligheder. Vi skylder det både fortiden og fremtiden!