SKIBBY: Fredag 20. juni kl. 17:00-19:00 i Præstegårdshaven, Selsøvej 4 i Skibby.
Til toner og sange af Louis Armstrong, Miles Davis og H.C. Andersen byder Skibby Kirke alle velkommen til musikalsk andagt på fredag. Som en slags sommerafslutning vil sognepræst Jakob Holm indlede med en kort andagt, hvorefter haven vil fyldes af jazzmusik og fællessang.
Kirkens normale organist og kirkesanger tager i dagens anledning deres søn med, og sammen vil Mette, Jakob og Bastian Lind Lauritsen først fremføre seks fællessange.
Efter fællessangene får de tre musikere selskab af saxofonisten Søren Siegumfeldt, som er kendt fra New Jungle Orchestra og bandet String Swing. Sammen vil de spille en lille jazzkoncert med numre, såsom Louis Armstrongs legendariske ”What a Wonderfull World”, Miles Davis’ ligeså kendte ”Blue in Green”, samt den traditionelle ”Come Rain or Come Shine”.
Tag din mad med
Alle gæster opfordres til at tage et tæppe med, hvorpå de kan nyde deres medbragte mad og drikkelse. Der vil være mulighed for at få grillet sin mad på en stor fælles grill i Præstegårdshaven. Arrangementet starter kl. 17.00 og slutter kl. 19.00. Folk er dog velkomne til at blive længere.
Musikalske andagter i Skibby Kirke har eksisteret siden januar 2022 og afholdes 6-8 gange om året. Andagt og musik har ofte et fælles tema, men håbet er altid det samme; nemlig en musikalsk oplevelse, en gemytlig stemning – og gerne suppleret af en god snak bagefter med venner, familie og andre gæster.
/TS