Lokale drenge forsvarede de danske farver ved U19 Floorball VM.
Af journalist Tomas Skov
JÆGERSPRIS: I sidste uge var to lokale drenge i Zürich i Schweiz for at forsvare de danske farver ved U19 Floorball VM. Det drejede sig om 16-årige Mads Hou Bagge fra Jægerspris, som til daglig spiller i Rungsted-Hørsholm FC og 19-årige Kasper Nørregaard fra Skibby, som til daglig spiller i Alliancen København.
Begge knægte går i mødrenes fodspor, da Sandie Bagge debuterede for det danske kvindelandshold til VM i 2001 – tilmed også som 16 årig ligesom sin søn -mens Rikke Nørregaard debuterede til VM i 2003.
Udover at mødrene spiller eller har spillet i den lokale floorballklub Jægerspris Underducks, så er begge fædre, Martin Bagge og Ulrik Nørregaard, også kendte ansigter på banen i samme klub.
Danmark har gennem turneringen mødt både Tjekkiet, Finland, Slovakiet og Australien, mens den sidste modstander blev Norge. De sluttede desværre turneringen af med et nederlag til broderfolket på 5-8.
Danmark endte dog på en samlet flot 8. plads, og bevarer deres status som A-nation.