Nu sommeren er på vej, og varmen kommer med lune aftener, sidder jeg og drømmer om min aften med Hemingway på Cuba. Ja det er langt fra Kulhuse og med en helt anden kultur.
På torvet i Havana fandt jeg et bord udendørs på restauranten, og jeg kiggede ud over torvet med det brogede folkeliv.
Unge par sad og hold i hånd, småkyssende – de unge mænd i stramme T-shirt og pigerne i korte miniskørter eller bukser så stramme som malede på deres kroppe enten slanke eller mere fyldige.
Det er en øjenåbner at betragte befolkningens mangfoldighed, mennesker i alle farvenuancer. En anden ligestilling og accept, end vi kender i vores del af verden, hvor de sociale medier befordre et bestemt skønhedsideal.
En lun brise strøg ind, og bragte torvets og gadernes dæmpede lyde mod mig. Den dunkle belysning og den fugtige varme gjorde sit til at sætte mit tempo ned og mine tanker mod eftertænksomhed.
De cubanske musikere stillede op og spillede deres inciterende musik. Det er svært at sidde stille, og rundt ved bordene så vi uroen i de spisendes fødder. Blomstersælgeren – en kvinde- kunne slet ikke stå stille. Fødder flyttede sig af sig selv pr. automatik og hofterne rullede. Sangeren i bandet levede op til sit bedste – sang, dansede og viste krop og sensualitet. Ja, alle instrumenter fik plads, så vi kunne nyde og beundre hver musikers store færdigheder.
Jeg sad således, at jeg kunne se det hotel, hvor Ernest Hemingway boede, når han opholdt sig på Cuba. Efter måltidet gik jeg hen til dette hotel og op på taget for at få en drink og nyde udsigten over Havana.
I foyeren beundrede jeg billeder af Hemingway, som her også ses sammen med Fidel Castro.
Så skete det!
Hemingway fyldte rummet samt min bevidsthed. Pludselig forstod jeg, at Hemingway var den ultimative machoforfatter. Han kunne skrive om mænd og til mænd. Jeg opdagede også pludselig, hvor stor betydning han har for mig tidligere i mit liv.
I en tid med diskussioner om mænds rolle i ligestillingsperspektiv er han jo yt.
Men for mig har han skrevet det smukkeste om mænds drømme og fascination af at kunne det ultimative og det smukke i kamp og svære udfordringer.
Her en aften i Havana kom den flere gange læste ” Den gamle mand og havet” tilbage med dunkelt lys, luft, duft og byen.
Det er den smukkeste historie om mandens kamp med havets hurtigste og stærkeste væsen – den Blå Marlin – stor, strømlinet, hurtig og attråværdig for enhver mand.
Manden, der accepterer og elsker kampen på fiskens betingelser. Kampen ene mand mod ikke kun fisken (som han forstår), men også solens brændende varme, havets spejling og dag og nat i et.
Hemingway accepterer, at kampen kan få konsekvenser for manden, at fisken kan vinde, og at han selv bukker under fysisk, og måske ikke når land igen.
Min bevidsthed flyttede sig til den spanske borgerkrig og mænds accept af den på forhånd tabte kamp. Dårlig bevæbnet, en mangfoldighed af sprog i en broget brigade mod verdens bedst bevæbnede hære. Ja hvem ringer klokkerne for. Kringsat af fjender.
I romanerne og novellerne fra Spanien føres vi ind i en anden af mandens fascination – det smukkeste drab! Nej det skriver jeg ikke!
Uacceptabelt i et oplyst industrialiseret og forbrugende samfund, hvor vi ikke vil vide af tilblivelsen af vore animalske produkter.
Tyrefægtning hylder kroppens smidighed, modet, dansen og til sidst det perfekte stød. Løbene foran de vilde tyre i Pamplona hylder modet og risikoen ved at prøve det af foran en tilskuerskare på mange tusinde. Igen er fascinationen bundet til at alt foregår på ligeværd med dyret og med stor risiko for manden.
I Afrika gælder det jagten, alene til fods med riflen mod det store vildt, løverne og bøfler. Fascinationen af naturen og kampen, besværlighederne, varme, sved og måske bytte måske ikke. Drømmen om det største og kvindens beundring. Her skriver Hemingway også om frygten, som han ikke vil vide af.
Mandens helt eget univers befriet for kvindelig omsorg og indflydelse.
Stop, stop det er jo bare romantik.
Ja måske men Havanas dunkle varme aftenmørke bragte også forståelse ind i min bevidsthed om, at Hemingway også tog livtag med den for mange mænd ultimative kamp. Alkoholen.
Mens jeg er på toppen af hotellet, mens jeg netop drak Hemingways yndlingsdrik, måtte jeg selv stille spørgsmål om alle verdens værtshuses mænd og deres fascinationen af alkoholens sangvinske gud.
Kampens betingelser fascinerer også her mændene: Enten går du til grunde, eller også lader du kampen ligge! Nå, det er kætterske tanker.
Ligestilling – jeg vendte tilbage til Havanas aftens gader.
Tydeligt spil mellem kønnene. Salsaparret på taget af hotellet. Mandens magtfulde knejsen og bydende position overfor og ind mod kvindens vuggende, bløde bevægelser og hofternes indbydelser.
Kønnenes smukkeste dialektisme mellem magt og brynde og invitation og eftergivenhed – dybt opmærksomme mod hinanden.
En opmærksomhed der gnistrer mod mig, der har stive hofter og tunge fødder men, synes jeg selv, velmenende holdninger om ligestilling og ligeværd.
Sådan kan tankerne komme på rejse langt omkring i både tid og geografi, men måske er det også forbudte tanker.
