Nutidens telefon er nok så meget en computer/tablet, og den ligner i hvert fald meget lidt de oprindelige apparater, vi bare kunne tale sammen i. Vi hører måske stadig om, at nogen ”griber knoglen”, ”slår på tråden” og ”har ham i røret”. Men vendingen ”at smække røret på” er vist gledet ud.
Min mor, Anni Skov fortæller, at før de fik telefon i hendes barndomshjem omkring 1950, bestilte min mormor sine varer hos ”Købmand Madsen”, ved at min mor på vej til skole afleverede en seddel med de varer, der skulle leveres. Men senere ringede mormor selvfølgelig selv bestillingen ind – og det fungerede i hvert fald op til en gang omkring 1970, hvor jeg selv kan huske det.
Min morfar var formand for fagforeningen DASF’s afdeling i Dalby, og fagforeningen betalte i de år den faste telefonafgift – de skulle så selv betale samtalerne. Men samtalerne var gratis, når de foregik inden for centralens område. Så da min mor var begyndt i realskolen i Frederikssund, kunne hun og hendes skolekammerater i lokalområdet ringe gratis sammen. Og selv om de havde siddet seks timer sammen i skolen og i bussen frem og tilbage, kunne hun og veninderne snakke i telefon i timevis, herunder klare regneopgaverne til dagen efter.
Dette var, mens der var betjent central i Skibby, så sommetider afbrød centraldamen venindesnakken med et: ”Der er samtale til nr. …” Så hun må jo have kunnet huske, hvem der talte med hvem, siden hun kunne være bekendt at afbryde. Nå ja, der er selvfølgelig også mange historier om, at centraldamerne landet over var godt informerede om, hvem der var hvor og hvornår – og hvad der i det hele taget skete i lokalsamfundet!
Selv mindes jeg kun svagt det med centraldamer, for det var før, jeg selv skulle ringe op, og jeg mener ikke at have talt med én. Men jeg husker det med, at man skulle ”ringe af”, når man lagde røret på.
De oprindelige, første Skibby-abonnenter havde et- og to-cifrede telefonnumre, men ellers var numrene tre-cifrede som min barndoms telefonnummer 167.
Disse korte telefonnumre var lette at huske, og de kom til at ligge i fingrene, da drejeskive-telefonerne kom til. Men dét blev et problem for mine morforældre, da deres nr. 222 lå tæt på både kommunekontoret i Skibby (nr. 333) og ”Købmand Madsen” (nr. 22). Begge dele blev ofte fejl-drejet, når fingeren ramt ved siden af på telefon-drejeskiven, eller der blev drejet et 2-tal for meget… Så når telefonen ringede, tog min mormor for givet, at det var forkert nummer. Eller hun blev i hvert fald ikke overrasket, når det var det.
Og det blev ikke bedre, da vi en gang i 1970’erne fik de tre cifre 328 foran alle numre. Det var stadig de samme numre, man skulle huske, nemlig de oprindelige tre cifre. Men nu fik mormor og morfar det problem oveni, at det nye nummer lå tæt på nummeret til færgen Grenå-Hundested – og det gav yderligere mange gange forkert nummer!
Der er stadig nogle af de gamle Skibby-telefonnumre til især butikker, jeg kan genkende på, at de indeholder 328 (eller 528) – nogle af dem man kan se i annoncer her i Hornsherred Lokalavis og i reklameblokken før filmene i Skibby Kino.
