Ønske: Mere og renere natur

Ønske: Mere og renere natur

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Naturen var i centrum, da Danmarks Naturfredningsforening i Fre-
derikssund holdt sit årsmøde i Rejsestalden. Der var en positiv stemning over de opnåede resultater, men også en kritisk forventning om, at vanskelighederne for naturen blev stoppet, fortæller formand Per Seerup: Danmark har brug for mere natur.

Ved etableringen af Nationalpark Skjoldungernes Land blev Eskilsø, Selsø Sø og området omkring Selsø Gods en del af nationalparken, selv om de tilstødende områder ikke blev inddraget.

– Det vakte derfor stor glæde, at DN har foreslået, at Frederikssund Kommunes planstrategi skal indeholde en udvidelse af Nationalparken. 

DN’s forslag er, at Nationalparken bør udvides, så den omfatter et areal fra Selsø Sø til Skuldelev Ås og Sankt Olavs Kilde og videre op langs åsen og de fredede moseområder til den nordlige ende af åsen ved Skuldelev havn og findestedet for Skuldelev Skibene. 

– Herved vil også Sønderby, Hellesø, Østby og de omgivende arealer blive omfattet tillige med Strandområderne op langs fjorden fra Skrivernæbet i syd og til Skuldelev havn i nord, fortæller han.

Sådan fremgik det af bestyrelsens beretning, men på mødet kom det frem, at bestyrelsen også tænker på at Nationalparken skal forbindes med østsiden af Roskilde Fjord, nemlig med det allerede fredede område i Lille Rørbæk. Den tanke faldt i god jord blandt mødedeltagerne.

Det militære skydeterræn i Jægerspris
DN Frederikssund har for noget tid siden anmodet DN’s hovedbestyrelse om at iværksætte initiativer med henblik på en fredning, der kan bevare det unikke landskab, som militæret bruger – og fortsat vil kunne bruge – som skyde- og øvelsesterræn. 

På den baggrund har DN’s sekretariat udarbejdet et udkast til fredningsbestemmelser, som er præsenteret for kommunes forvaltning og for lokalafdelingens bestyrelse – og senest for lodsejere langs Kulhusevejen. 

Forslaget går ud på en hvilende fredning af det militære øvelses- og skydeterræn i Jægerspris. Det betyder, at først fra den dag, hvor forsvaret ikke længere har behov for dette skyde- og øvelsesterræn, træder fredningen i kraft. 

– Når det tidspunkt indtræder, vil det fantastiske landskab fra istiden blive stillet til rådighed for befolkningens oplevelse, forklarer Per Seerup.

Opbakning til ledelsen
Efter årsmødet har den nye bestyrelse konstitueret sig. Genvalgt blev formandskabet med formand Per Seerup, 1. næstformand Ursula Lange og 2. næstformand Jens Timm Jensen. Ole Gorm Norden Andersen blev valgt som referent.

Herudover består den nyvalgte bestyrelse af Andreas Hanefeld, Harry Glogauer, Jens Brogaard Jensen, Bodil Hare og Henrik Jenvall, med suppleanterne John Hansen, Jens Højslev Petersen og Grethe Reedtz. 

Andre artikler fra denne uge

Lille og vågen


Egholm Museum demonstrerer rekonstrueret agentradio i anledning af befrielsesdagen. Af journalist Tomas Skov KIRKE HYLLINGE: Danmark største udstilling om Anden

Læs mere »