Fest over fjorden Kronprinsesse Marys Bro indviet

0

Vinden legede drillende tagfat med kronprinsessens hat, men ellers var vejrguderne
med hele vejen, hvor 30.000 deltagere gjorde indvielsen af den nye bro til en kæmpe folkefest

Af Mette Døllner

Dagen, der startede badet i regn, udviklede sig til et sandt eventyr med både kronprinsesse og vikinger og minister og borgmester. Med broen som smuk kulisse bød en veloplagt bestyrelsesformand for Fjordforbindelsen Frederikssund, Leif Tullberg, velkommen til de mange fremmødte.

”Det er en særlig god fornemmelse at stå her i dag. Vi har fået vores nye bro, og den er meget flot. Jeg synes lige, I skal kigge den vej. Så kan I se en smuk bro. Og ved I hvad? Den er nødt til at være smuk, for den skal matche kronprinsessen”, sagde Leif Tullberg blandt andet til stor jubel, inden han gav ordet videre til transportminister Benny Engelbrecht, der var glad for, at han efter blot tre måneder i jobbet på samme weekend kunne indvie både en bro og en Metro Cityring. Men han hæftede sig især ved egnens nye vartegn som et byggeprojekt i særklasse:

”Det samlede resultat er blevet utroligt flot. Det er blevet et byggeri, som I kan være stolte af her på egnen. At projektet så oven i købet er blevet færdigt tre måneder før tid og under budget, det kan jeg som transportminister jo rigtig godt lide. Det er dejligt, når tingene lykkes. Det kan kun lade sig gøre, når der er et godt samarbejde på tværs, og det har jeg ladet mig fortælle, at det har der i den grad været her på projektet.”

Borgmester John Schmidt Andersen lagde særlig vægt på at takke de mange foreninger, der med deres aktiviteter og frivillige arbejde havde været med til at muliggøre folkefesten, og så var det tid til dagens højdepunkt. Med ordene ”Det er mig en stor fornøjelse at erklære Kronprinsesse Marys Bro for åben” klippede H.K.H. Kronprinsesse Mary med myndig hånd det røde bånd, og en længe ventet bro blev officielt indviet.

Udover indvielsen stod kronprinsesse Mary også for at skyde One mile broløbet i gang. 2.000 løbere havde længe været klar til start, men måtte vente lidt længere, da kronprinsessen og den stærke vind oppe på broen først havde en lille kamp om hendes kunstfærdige sorte hat . En kamp som Danmarks kommende dronning heldigvis vandt. Fotos: Steen Westh.

Deltag i debatten
Share.

About Author