Købmanden fylder 50 år

Købmanden fylder 50 år

Den 3. juni fylder Poul Cullura 50 år. Planen var en  reception i Meny og en stor
fest med 85 indbudte gæster. Det har Covid-19 forpurret.

Af Conny Probst

SKIBBY: På tv2.dk kunne man for 10 år siden læse, at den ”den stilsikre og stædige Poul Cullura”, der var med i sit tredje realityshow – som restaurantchef i Helvedes Køkken – gik med en drøm om at gøre tv til sit fuldtidserhverv.

Inden han havde fået chancen for at agere restaurantchef i Helvedes Køkken, havde han været i spidsen for de mondæne spisesteder Skovriderkroen og Skovshoved Hotel i Charlottenlund, deli-chef hos stjernekokken Claus Meyer og gastronomisk chef for Det Kongelige Teaters restauranter, barer og kantiner. Nu var han på vej i en nyoprettet projektstilling i Dansk Supermarked, men drømte om en karriere inden for tv.

Artiklen var ledsaget af et foto af Poul Cullura iført en mørk jakke med brede hvide kanter og rektangulære briller med et sort stel.

I dag, hvor Poul Cullura står på tærsklen til sin 50 års fødselsdag, er han iført en lyseblå kortærmet skjorte med Meny’s logo på. De  markante briller er skiftet ud med lidt mindre iøjnefaldende briller – og titlen er købmand.

– Når vi er ude, er jeg altid iført skjorte og jakke. Og jeg har stadig lidt statistroller. Senest som en ond logebroder i Journal 64, siger Poul Cullura, der fra tid til anden kan opleves i de trykte medier og på tv. Senest har han været i BT og i TV2 Lorry i forbindelse med Corona-nedlukningen.

Ingen stor fest
Poul Cullura er et meget festligt menneske, og det har gjort ondt at aflyse den planlagte fødselsdagsfest med 85 gæster, fortæller han.

– Nu holder jeg den ad tre omgange i stedet. Jeg havde også planlagt en reception i Meny. Men det kan vi jo ikke gøre, og det er jeg rigtig ked af.

Først kunderne – så forretningen
– Nu er jeg på den rette hylde, siger han. Jeg har faktisk aldrig været lykkeligere, både privat og arbejdsmæssigt. 

– Om et halvt år, har jeg været her i to år, og jeg har ingen som helst planer om at stoppe. Jeg skal ikke væk herfra. 

– Jeg føler mig så tilpas med mine kunder og mit personale. Det har været et hårdt slid at vinde kundernes tillid. Jeg har fået et godt forhold til både kunder og personale. 

Poul Cullura har planer om at blive i Meny i Skibby resten af sit arbejdsliv.

– Jeg tænker først på kunderne og på forretningen bagefter. Det ligger dybt i mine gener. Jeg har de ledere omkring mig, som gør mig tryg, og som har det samme dna som mig. Og nogle hjertevarme og nære kunder. Jeg hilser nok på folk 500 gange om dagen, fortæller han.

Nu er han voksen
Poul Cullujra har set frem til at blive 50 år.

– Nu kan jeg se tilbage på 35 år i detailhandelen. Jeg har 18 år tilbage, er lykkelig gift med Nicolai og har et dejligt hus og tre hunde. 

– At fylde 50 år manifesterer, at man er blevet voksen på en anderledes måde, siger Poul Cullura.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »