Kunstudstilling: Erotiske tegninger

Kunstudstilling: Erotiske tegninger

JÆGERSPRIS: Den næste kunstudstilling i Kulturhuset Rejsestalden finder sted i perioden den17. maj til den 2. juli. Den består af erotiske tegninger af Ib Spang Olsen.
Der afholdes fernisering kl. 19-21:00 i forbindelse med kulturnatten i Jægerspris, Blå Nat, fredag den 2. juni.
Der er næppe et barn eller en voksen i Danmark, der ikke kan genkende tegneren Ib Spang Olsens streger på lang afstand. For de fleste er det simpelthen ikoner, som hører med til tilværelsen.
Forfatteren Søren Ulrik Thomsen har sagt om ham: ”Med en forelsket streg tegner og kær-tegner han alt, hvad han ser, fra kvinden, der står foran spejlet og fletter sit lange hår, over butikkernes skilteskov og tømmerpladsernes spændende labyrinter til den hujende trafik på Sankt Hans Torv.”
Ib Spang Olsen tegnede to tegninger om dagen i 74 år. Kulturhuset Rejsestalden har fået lov at vise et udsnit af den store produktion.
Ib Spang Olsen, født den 11.juni 19121, tog lærereksamen i 1943 og studerede herefter på Kunstakademiet i København 1945-49 og på Den Grafiske Skole 1947-49. Han tilhørte rækken af de store danske illustratorer, som også omfattede Axel Mathiesen, Ib Andersen og Mads Stage.
Ib Spang Olsen var  kendt for sine frodige og rustikke illustrationer til noveller, bogomslag og Halfdan Rasmussens børnebøger med rim og remser og udgav egne bøger.
Han modtog i 1972 den internationale H.C. Andersen-medalje for sine tegninger. Han modtog også Kulturministeriets børnebogspris.
På www.bibliografi.dk finder man en fortegnelse over  bøger, som Ib Spang Olsen udgav eller var involveret i.
Det viste billede har titlen ’Kvinde i seng’. Litografi.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »