– Hjertestarteren var guld værd

0

SKIBBY: Da Steffen Lund, mekaniker på Keolis busværksted, blev kontaktet af to kvindelige buschauffører i sin frokostpause, var han glad for, at han havde taget førstehjælpskursus. Og endnu gladere for, at der er placeret en hjertestarter 20 meter fra arbejdspladsen.

– De fortalte, at en af deres mandlige kolleger havde fået det dårligt, og at de ikke kunne komme i kontakt med ham, fortæller Steffen Lund, der hurtigt kunne konstatere, at der var tale om hjertestop.

– Da jeg lagde hovedet mod hans bryst, kunne jeg høre, at hans hjerteslag var meget uregelmæssige. Så jeg bad den ene om at ringe  til 112 og den anden om at hente hjertestarteren.

Imens gav Steffen Lund livreddende førstehjælp: 30 tryk og to indblæsninger. Da hjertestarteren var hentet, overtog den hjertemassagen.

– Jeg har haft førstehjælpskursus og ved, hvordan man skal betjene den.Jeg har også set en video, hvor symptomerne på hjerterstop var de akkurat de samme: Ukontaktbar, anstrengt vejrtrækning og uregelmæssige hjerteslag. 

– Det er ikke svært at betjene en hjertestarter; en stemme guider en gennem det hele.

Kort tid efter ankom ambulancen, og en helikopter landede tæt på. Manden blev kørt i ambulance til helikopteren, der fløj ham på hospitalet. 

– Jeg har haft besøg af hans kone. Hun fortalte, at han er blevet opereret og efter omstændighederne har det godt. En hjertestarter er guld værd, siger Steffen Lund.

Deltag i debatten
Share.

About Author