Kender du det?

0

Man sidder og har fået lidt indenfor vesten og pludselig sætter en af de andre et glas vand frem på bordet og siger: ”Se her, sådan er det med os, når vi ikke er her mere”. Så stikker han fingeren ned i glasset – tager den op igen – hurtigt finder vandet til ro og nu peger han med en mine af ”Hvad sagde jeg” : ”Når vi er væk, så er vi usynlige og helt glemte”. 

Der var engang, hvor jeg umiddelbart tænkte, at det var rigtigt, men jeg er kommet på bedre tanker. Det er det værste sludder. 

Mennesker sætter sig spor – i verden – og ikke mindst i andre menneskers tanker og liv, og der er mange måder at sætte sig spor.  

Jeg kender mange, som gør en indsats uge efter uge, måned efter måned, år efter år – som gør, at vi andre kan få oplevelser, gode stunder og styrker fællesskabet. Bare lige her omkring, hvor jeg bor, er der et stærkt fællesskab om et ugentlig petanquespil og månedlig fællesspisning og sang i Østby, Madfællesskabet på Nordgården og Kaffeklubben i Skuldelev. Jeg har læst at en gruppe mennesker i Skibby har slået sig sammen i et forskønnelsesudvalg – de vil gøre deres til, at Skibby fremstår pænere , jeg har hørt at der var et par mænd på en parcelhusvej tog sagen i egen hånd og sørgede for at gaden fik de ugentlige lokalaviser, da der ingen bud var  – ”ud af det blå” har mennesker slået sig sammen og ført ideer og lyster ud i livet. 

Det kommer ikke i Politiken og i Lorry  – men rundt omkring skønnes der på dem, der tager en tørn med at få tingene til at lykkes og gennemføres (f.eks. hvem skræller kartoflerne eller tager opvasken?), men alle de her mennesker sætter spor og er værdifulde, fordi de tager det på sig – og det skal ikke og bliver ikke glemt.

Jeg kom i tanke om det i disse dage, hvor vi – der bor i Skuldelev området – har mistet et af de mennesker, der har sat sig spor i lokalområdet, som vi ikke glemmer. Carl Guldbjerg blev bisat i forrige uge. Han er et fint eksempel på, at mennesker sætter sig spor. Han var tydelig i sit engagement og gik med målrettet selvtillid ind i mange forskellige opgaver. 

Da jeg flyttede til egnen i 1979 sad Carl i Brugsens bestyrelse, han var socialdemokrat og forfægtede synspunkter udsprunget af bevægelsen for fuld styrke. Senere var han en af hovedkræfterne i Radio Hornsherred. Lysten til at formidle, lysten til at sætte præg på tingene var et hjertebarn for ham. Når Carl gik ind i en sag – gik han helhjertet ind. Det kom blandt andet frem, da arbejdet med at forberede Historisk Forenings 2 bøger om Skuldelev og omegn i 50’erne, Lizzie var Skuldelev barn og Carl ”tilgiftet” – tilsammen var de en ”fond” af historier og viden, tradition og kultur.  

De sidste mange år dyrkede Carl slægtshistorie, og det var vel lige netop kendetegnende for ham, at godt nok studerede han sin egen families slægt, men han ydede en kæmpe indsats med at finde hoved og hale i f.eks. Torp Ladegårds historie – ligesom han nåede at bruge mange dage på Rigsarkivet i et forsøg på at studere og nedfælde Skuldelev Kros historie. 

Når Carl så havde studeret, så kom tiden til at fortælle om det, og Kaffeklubben i Skuldelev har haft glæde af at høre om byens førhen så stolte kro. 

Tænk engang – hvor mange spor Carl har sat i verden! Og han var også en ganske almindelig murer, der var lykkelig gift med sin Lizzie. Der er selvfølgelig ikke så mange af os, der sætter så mange spor og driver det så vidt. Men der er ingen, der skal fortælle mig, at mennesker ikke sætter spor i vores liv på mange forskellige måder og derved huskes.

Det lægger jo et stort ansvar på os alle. Det er dejligt at tænke på – og måske noget – man især tænker på, når man er lidt oppe i årene.

 

Deltag i debatten
Share.

About Author