Støttekroner til tre projekter

0

13 projekter skal skabe friluftsliv og naturforståelse i Region Hovedstaden. Heraf tre i Frederikssund Kommune.

Af Conny Probst

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Friluftsrådets bestyrelse besluttede i slutningen af august at uddele i alt seks millioner kroner til 71 projekter, der skal skabe bedre naturforståelse i hele landet og få flere ud i naturen. 

I Region Hovedstaden har 13 projekter fået i alt 1,16 millioner kroner i tilskud.

Det er primært foreninger, borgergrupper og lignende, som har fået tilskud til projekter, der skaber øget mulighed for at dyrke friluftsliv i lokalområdet eller styrker naturforståelsen for specifikke målgrupper.

Friluftsrådet modtog i alt 231 ansøgninger om tilskud til de to temaer: “Flere ud i den nære natur” og “Bedre forståelse af naturen”, som havde frist 1. juni.

 Ud af de 13 udvalgte projekter i Region Hovedstaden  har tre af  hjemme i Frederikssund Kommune: 

DDS Svaneungerne i Frederikssund har fået 50.000 kroner i tilskud til etablering af friluftsfaciliteter på spejdergrunden, til en bålhytte med to sheltere.

Bofællesskabet Lykke Marie i Slangerup har fået 33.700 kroner til ”cool friluftsliv for unge med løbevogne”, til en løbevogn der skal bruges til etablering af løbehold, hvor frivillige løber med unge med multiple handicaps.

Slangerup Disc Gold Klub har fået 95.000 kroner i tilskud til etablering af en bane i Lystrup Skov.

Hængekøjepark ved Hvalsø
I Region Sjælland har KFUM-Spejderne i Holbæk har fået tilskud på 37.000 kroner til at lave en hængekøjepark med plads til 30 personer ved Lerbjerg-Lejren uden for Hvalsø for blandt andet spejdere, skoleklasser og SFO’er. Her vil børn og unge kunne opleve, hvordan det er at falde i søvn under stjernehimlen, mens vinden suser i træerne, og dyrene pusler i skovbunden.

Det største beløb i Region Sjælland tilfaldt Nationalpark Skjoldungernes Land til projektet ”Inden for 10 minutter”. 

DE 200.000 kroner skal gå til et projekt, der skal inspirere og guide flere – særligt unge i København og omegn – til at komme ud og opleve naturen. Der skal produceres korte film om ni udvalgte naturområder, som vises i S-tog og busser samt bruges til formidling i naturen via app og skilte.  

Udlodningsmidler til Friluftsliv stammer fra overskuddet i Danske Lotteri Spil A/S samt et fastsat udbytte fra Det Danske Klasselotteri A/S.

Deltag i debatten
Share.

About Author