Campusdag XL 2019: Det bliver stort i år

0

Fredag den 13. september holdes der Campusdag XL for andet år i træk på Campus Frederikssund. Denne gang bliver arrangementet udvidet markant.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Der er igen garanti for en lokal festdag, når Campus Frederikssund omdannes til et uddannelses- og karrieremekka. På dagen kan unge mennesker og deres familier blandt andet møde over 100 uddannelsesmuligheder og hele 33 lokale virksomheder, der har meldt sig under fanerne som Campus-ambassadører.

I løbet af CampusDag XL skal uddannelserne og virksomhederne inspirere hundredvis af unge mennesker fra både Campus og kommunens grundskoler – og forhåbentlig klæde dem bedre på til deres fremtidige valg af uddannelse og karriere.

Hans Peder Wagner fra Frederikssund Erhverv, der er en del af projektgruppen bag Campusdag XL, fortæller:

– Sidste år var arrangementet en stor succes – og i år bliver det endnu vildere. Hele Campus-området bliver fyldt med telte, aktiviteter, virksomheder, uddannelser, klimazirkus, MakerSpace, food trucks og meget mere. Og som noget helt nyt afholder vi også et Campus Summit om formiddagen, hvor prominente politikere og fagpersoner inspirerer os og debatterer fremtidens uddannelser.

– Det bliver en stor festdag, og vi håber på, at mange familier med børn i udskolingsalderen vil kigge forbi fra klokken 15 til 18, hvor pladsen er åben for alle. Der er helt sikkert meget at hente, hvis man er ung og vil inspireres til sit fremtidige valg af uddannelse og karriere.

Deltag i debatten
Share.

About Author